45 minutters drømmebold holdt hele vejen for Barcelona

Drømmebold før pausen: Barcelona spillede sig ud på Etihad

Suarez lavede to mål i samme kamp for første gang i sin Barcelona-karriere (Foto: AP)
Suarez lavede to mål i samme kamp for første gang i sin Barcelona-karriere (Foto: AP)

’At møde Stoke på udebane er sværere end at spille mod Barcelona.’

Medmindre Stoke har et hidtil ukendt højt niveau, som de bare ikke har vist frem i Premier League, så må ovenstående citat, udtalt af Manchester Citys anfører Vincent Kompany før tirsdagens Champions League-kamp mod Barcelona, placeres i kategorien ’ommere’.

Med al respekt for Stoke, så var det spil, som Barcelona leverede i de første 45 minutter tirsdag aften på et niveau, som Thomas Sørensens klub slet ikke kan være med på.

Barcelona satte sig nemlig straks på begivenhederne hjemme hos de lyseblå, og med regulært drømmespil i de første 45 minutter ruskede de Kompany og co rundt, som det passede dem, og de lyseblå var blot statister i Barcas fornemme kombinationsspil.

Uden karantæneramte Yaya Toure blev det kostbart, at City stillede i en 4-4-2. For de blev løbet over ende efter behag, og med en sulten Luis Suarez i topform gik det galt efter kvarter og dernæst efter en halv time.

Dobbelt op på elendigt forsvarsspil blev til 2-0 til katalonierne, og for første gang siden sommerens skifte til Barcelona kunne uruguayanske Suarez notere sig for to scoringer i samme kamp.

City var så lidt til stede i de første 45 minutter, at det var en ynk, og de spanske giganter foldede sig ud på et niveau, som vi ikke har set meget længe.

Heldigvis for kampens spænding vågnede City op efter pausen. Hjemmeholdet var som forvandlet, og de fik presset FCB bagud på banen, og chancerne dukkede op i en lind strøm. Uskarphed var det eneste, der hindrede en reducering.

Den gode start gav dog alligevel pote 20 minutter før tid, da superangriberen Sergio Agüero udnyttede en dårlig Messi-aktion. Få sekunder efter bloderobringen havde den argentinske angriber høvlet reduceringen op i nettet.

Så lignede det intenst City-pres i resten af kampen, men det udeblev stort set, da Gäel Clichy dummede sig. Et højt løftet ben mod Daniel Alves gav gult kort nummer to, og det røde gjorde City-missionen straks vanskeligere.

Se også: City-anfører før Barça-brag: Sværere i Stoke

Ikke overraskende kom City ikke tættere på, og det kunne være blevet endnu dyrere, hvis Messi ikke havde brændt et straffespark i overtiden. De 45 minutters flop-fodbold fra første halvleg blev dog en dyr omgang for hjemmeholdet

Barcelona ligner et mandskab på sikker kurs mod årets Champions League-kvartfinaler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere