AC imponerede mod Juventus

Danske Andreas Christensen spillede en tæt ved perfekt kamp, da han var med til at sikre Borussia Mönchengladbach det første point i Gruppe D

Hvis der skulle være et enkelt hår på landstræner Morten Olsens hoved, der endnu ikke var helt gråt – ja, så blev det det med garanti i aftes.

For her viste 19-årige Andreas Christensen, at han i Borussia Mönchengladbachs 0-0-kamp ude mod Juventus snildt har niveauet til at glide ind i den playoff-trup, Olsen skal udtage til kampene mod Sverige.

Spørgsmålet er blot, om der er plads til ham.

I Olsens ånd er den danske teenager ’polyvant’ og har for U21-landsholdet ageret driftsikker 6’er på midtbanen. Hos Mönchengladbach huserer han i det centrale forsvar, hvor han for sjette kamp i træk var valgt som makker til den stærke spanier Álvaro Domínguez.

De to lod ikke Juventus-offensiven med Mario Mandzukic og Álvaro Morata få mange meter at boltre sig på, og ’AC’ brød konstant ind med gode aktioner og sikre afleveringer frem ad banen.

Se også: Stjerneskuffende remis mellem Zlatan og Ronaldo

I det hele taget en opgave løst til ug med kryds og slange.

Og det var ikke fordi, der ikke var noget at lave.

For som ventet var det ubesejrede Juventus, der hjemme i Torino dikterede spillet fra første fløjt. Men når nu gæsternes midterforsvar effektivt lukkede italienernes spidsangribere ned, så måtte truslerne nødvendigvis komme fra andet geled.

Og det gjorde de så. Fra enmandshæren Paul Pogba.

Champions League - 21. okt. 2015 - kl. 18:28 Fodboldfans i voldeligt sammenstød før CL-kamp

Den langlemmede franskmand var her, der og alle vegne – og konstant en trussel med pasninger, dybe løb og afslutninger i verdensklasse. Flere gange var han tæt på at overliste Yann Sommer i tyskernes mål – men mod en påpasselig tysk defensiv måtte selv han give fortabt.

Han kan dog glæde sig over, at han og Juventus fortsat topper Gruppe D, hvor Manchester City er toer med seks point. Englænderne vandt hjemme 2-1 over Sevilla, der skiftede Michael Krohn-Dehli ind med 25 minutter igen.

3 kommentarer
Vis kommentarer