Ajax-protester i Real-braget hjalp ikke

Ifølge UEFAs dommerchef var det den rigtige beslutning at annullere Ajax' første mål mod Real Madrid

Thibaut Courtois kan kun se til, at bolden sejler i mål bag ham. Den store belgiske målmand kunne dog ånde lettet op få minutter efter, da VAR annullerede scoringen. Foto: Ritzau Scanpix
Thibaut Courtois kan kun se til, at bolden sejler i mål bag ham. Den store belgiske målmand kunne dog ånde lettet op få minutter efter, da VAR annullerede scoringen. Foto: Ritzau Scanpix

Det var den rigtige beslutning at annullere Ajax' første mål mod Real Madrid i onsdagens Champions League-ottendedelsfinale i Amsterdam.

Det siger dommerchefen for Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), Roberto Rosetti, i en pressemeddelelse, hvor han gennemgår alle relevante hændelser fra ugen, der gik.

Flere af Ajax-spillerne var dog efter kampen ude med hård kritik af kendelsen.

I det 38. minut pandede Nicolás Tagliafico bolden i mål, og Ajax jublede, før dommer Damir Skomina løb mod sidelinjen og kiggede sekvensen igennem igen med VAR (Video Assistant Referee).

Skomina annullerede herefter målet for offside, fordi Dusan Tadic i sekvensen var for langt fremme og forstyrrede Real-målmand Thibaut Courtois i at komme frem.

Virkelig kompleks situation
- Dommeren så, at Ajax-spilleren var i offsideposition og forhindrede målmanden i at nå frem til bolden, da bolden blev headet. Det er på linje med VAR-protokollen, og målet blev korrekt annulleret, og et indirekte frispark blev givet, siger Roberto Rosetti.

Tilskuerne på Amsterdam Arena blev frustrerede over, at Damir Skomina brugte flere minutter på at se hændelsen igennem.

Men det vigtigste er, at dommen var korrekt, mener Roberto Rosetti.

- Præcision er vigtigere end hastighed. Uanset hvad handler det om at være så effektiv som mulig, og vi vil forsøge at forbedre os i fremtiden.

- Men man skal huske på, at det var en virkelig kompleks situation, hvor VAR skulle tjekke for to mulige offsidekendelser, siger Uefas dommerchef.

Real Madrid vandt kampen 2-1 og har dermed det bedste udgangspunkt før returopgøret 5. marts.

Se også: Arsenal-keeper: Vi kunne spille flere timer uden at score
Se også: Storklubbens helt indrømmer pædofili

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere