Amok i FCM-kamp: - Træneren ville tæve mig

Sevillas Papu Gomez, der for nyligt var med til at vinde Copa America med Argentina, har nu forklaret, hvorfor han i januar valgte at forlade Atalanta

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Papu Gomez var en stor profil i Atalanta, men i januar endte argentineren så med at rykke til Sevilla.

Tilbage i december kom det frem, at Gomez ville væk fra Atalanta efter et skænderi med cheftræner Gian Piero Gasperini under en Champions League-kamp mod FC Midtjylland. Og i et interview med La Nacion har Papu Gomez nu forklaret mere detaljeret, hvad der rent faktisk skete mellem ham og Gasperini.

Rasende Gasperini
I interviewet forklarer Papu Gomez således om episoden, der fandt sted den 1. december sidste år, hvor Atalanta tog imod FC Midtjylland.

- Jeg var også galt på den, for jeg adlød ikke en taktisk ordre. Der var 10 minutter tilbage af første halvleg, og Gasperini bad mig om at rykke ud til højre. Men jeg spillede rigtigt godt i venstresiden, så jeg sagde nej til ham, lyder det således fra Papu Gomez.

- Forestil dig, hvad det betyder på banen i dag, med alle de kameraer, der er. Jeg vidste, at træneren ville blive vred, og at han ville tage mig ud i pausen. Og det gjorde han da også. Men det, der skete i omklædningsrummet, overskred alle grænser.

- Gasperini prøvede at tæske mig. Det er fint at skændes, men jeg kan ikke acceptere fysisk aggression. Efter denne episode bad jeg Antonio Percassi (Atalantas præsident, red.) om et møde, og jeg forklarede, at der i mine øjne ikke var noget problem i forhold til at fortsætte samarbejdet.

- Jeg erkendte endda min fejl. Som anfører havde jeg ikke ageret korrekt. Jeg havde været et dårligt eksempel ved ikke at adlyde trænerens ordre. Men jeg sagde til præsidenten, at jeg havde brug for en undskyldning fra Gasperini, hvis jeg skulle fortsætte. En klub bør ikke tolerere, at træneren forsøger at angribe en spiller.

I interviewet forklarer Papu Gomez således, at han efterfølgende undskyldte overfor hele truppen, men at Gian Piero Gasperini derefter ikke sagde et ord. Et par dage efter informerede Papu Gomez således Atalantas præsident om, at han ønskede at forlade Bergamo-klubben.

Og dermed nåede den argentinske landsholdsspiller altså kun at være holdkammerat med Joakim Mæhle i få uger, idet den danske landsholdsprofil skiftede til Atalanta i samme vindue, som Gomez blev solgt til Sevilla.

Natten til søndag viser Ekstra Bladet eksklusivt det store boksebrag fra Las Vegas, hvor Manny Pacquiao skal bokse for første gang i to år i en kamp for VM-bæltet. Få adgang her (Ekstra Bladet+).