Torres: Sæsonen kan blive mindeværdig

Fernando Torres scorede et af sine sjældne mål for Chelsea, da FC Barcelona blev slået ud af Champions League

Selvom Chelseas Fernando Torres har skuffet fælt i Premier League i denne sæson, rejste den spanske angriber sig i tirsdagens Champions League-semifinale mod FC Barcelona.

Indskiftede Torres scorede det udlignende mål til 2-2 på Camp Nou, og London-klubben er dermed videre til finalen mod enten Bayern München eller Real Madrid.

Chelsea har langt fra haft den bedste sæson i den hjemlige liga, hvor holdet ligger nummer seks. Nu har klubben både mulighed for at vinde Champions League samt FA Cuppen, hvor de står over for Liverpool 5. maj.

- Vores dårlige sæson kan ende med at blive mindeværdig, siger en lykkelig Torres til spansk tv efter kampen.

Selvom Chelsea sendte de forsvarende mestre ud af turneringen, mener Torres stadig, at FC Barcelona er verdens bedste mandskab.

- Vi har stor respekt for Barcelona, og for os er det verdens bedste hold, og det er en ekstra motivation, siger angriberen.

- Men det bedste hold eller favoritten vinder ikke altid, tilføjer han.

Alt tænkeligt gik ellers galt for Chelsea i første del af opgøret, og Torres og co. lignede et mandskab, der kunne blive sendt hjem fra Camp Nou med et ordentligt nederlag.

Først måtte midterforsvarer Gary Cahill forlade banen med en skade. Siden blev den rutinerede anfører John Terry udvist efter en stupid handling, hvor han satte sit knæ i ryggen på Barcelonas Alexis Sánchez.

For at gøre ondt værre scorede Sergio Busquets og Andreas Iniesta hver en gang i en mareridtsagtig første halvleg for London-klubben.

Men kort inden pausefløjt loppede Ramires elegant bolden over Barcelona-målmanden Victor Valdés, og sendte Chelsea på kurs mod finalen.

I anden halvleg fortsatte Barcelona sit massive pres, men det engelske hold kæmpede og forsvarede sig heroisk.

Ikke engang stjernen Lionel Messi kunne få bolden ind bag Petr Cech i Chelsea-målet, da han fik chancen på et straffespark.

- Vi vidste, at det var måden, vi skulle spille mod Barcelona på. Det er ikke altid den kønneste form for fodbold, men det var de våben, vi havde, siger Fernando Torres om Chelseas defensive spillestil.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere