Fightende Chelsea snød uskarpe Barcelona

Chelsea sikrede sig en livsvigtig sejr på Stamford Bridge

Drogba sparkede sejrsmålet i kassen (Foto: AP)
Drogba sparkede sejrsmålet i kassen (Foto: AP)

Der kan ikke være tvivl om, hvad Barcelona skal hjem til Spanien og øve sig på. Det må være den ædle kunst at putte bolden ind over stregen. For chancer, dem havde katalanerne rigeligt af, men overliggeren, redninger på stregen, skud på stolpen og generel uskarphed kom i vejen for et mål.

Et godt fightende Chelsea-hold lukrede derfor på Barcelonas uskarphed. Deres spil var ikke smukt, men det blev opvejet af en ihærdig arbejdsindsats af det blå hjemmehold, og gav bonus, da Didier Drogba sekunderne inden pausefløjt gav London-holdet en livsvigtig scoring.

En smal 1-0 sejr på Stamford Bridge er et godt rygstød for Chelsea, inden de på tirsdag spiller returkamp på Camp Nou.

Se også:

Se også: Barcelona-stjerne håner Chelsea: I mangler mod

Men en fortjent sejr, det var det nu ikke, for Barcelona dominerede den regnvåde affære, og allerede efter små ti minutters spil kom de forsvarede CL-mestres første store chance.

Alexis blev spillet igennem på kanten af offside, men hans lob blev bedste ven med overliggeren i stedet for målnettet, og træværket reddede Chelsea fra en mareridtsstart.

Gang på gang satte det spanske storhold Di Matteos udvalgte på alvorlige prøver, hvor Messi igen var en farlig herre i Barcelonas offensiv. Med hans hurtige løb med bolden var han en konstant kilde til uro.

Læs mere:

Se også: Han kan sænke Barcelona

Det summede omkring Chelsea-feltet, hvor Iniesta og især Fabregas burde have fået mere ud af deres chancer. Fabregas' elegante chip over Petr Cech blev reddet på stregen af Ashley Cole.

Hjemmeholdet havde nok at gøre med at forsvare sig, men lige inden pausen kom store, stærke Drogba, der i øvrigt spillede en rigtig stor kamp, så i fokus. Drønende ufortjent udnyttede han en Chelsea-omstilling til scoring.

En god bolderobring af Meireles, Ramires sendt i dybden, og så var Drogba på pletten ved tværafleveringen fra holdkammeraten.

Ufortjent pausestilling, men Barcelona fortsatte deres offensive indsats også efter pausen.

Se også:

Se også: Chelsea er uhørt underdog

Alexis fik endnu en kæmpechance i de sidste 45 minutter, da et fantastisk Fabregas-lob sendte ham fri, men foran mål tøvede han for længe, og sendte den store mulighed forbi kassen.

Langsomt gik gassen af Barcelonas ballon, Chelsea var forståeligt tilfredse med stillingen, og først til sidst blev det rigtig spændende igen.

Puyol tvang Cech til at agere sprællemand på stregen, og i overtiden sendte indskiftede Pedro bolden på stolpen.

Det blev aldrig Barcelonas aften. Chancerne var der. Skarpheden ikke.

Chelsea fik en 1-0-sejr, og har nu ikke tabt de seks seneste opgør mod Barcelona.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere