Apoel røg ud i et festfyrværkeri af en kamp

Apoel scorede to mål og mistede tre tænder på Bernabeu, da de røg ud af Champions League i uforglemmelig kamp

Apoels Paulo Jorge mistede tre tænder, men spillede videre. (Foto: Twitter)
Apoels Paulo Jorge mistede tre tænder, men spillede videre. (Foto: Twitter)

Der var ikke mange, som havde forventet det store af onsdag aftens Champions League-kamp mellem Apoel Nicosia og Real Madrid, som hjemme skulle køre en samlet sejr hjem på rutinen efter 3-0 på Cypern.

Men en stor kamp var lige hvad fodboldfolket fik. Real Madrid vandt 5-2 i en helt igennem herlig forestilling, hvor Apoel døde med støvlerne på, og må have vundet en del hjerter rundt omkring i alverdens stuer.

Ikke mindst da Paulo Jorge mistede adskillige tænder i en nærkamp med Ronaldo. Han mistede balancen og hamrede tænderne i en medspiller, så de fløj rundt i luften. Hvad gjorde forsvarsspilleren så? Han gik da ud til sidelinien, hev endnu en tand ud med fingrene, og løb ud på græsset igen.

Drømmebold og smukke mål
Men cypriotisk charme var ikke det eneste, kampen kunne byde på. Slet ikke.

Der var først og fremmest periodevist drømmefodbold af hjemmeholdet og så var der sindssygt smukke mål.

Ronaldo lagde kampen ud med at brænde et par halvstore chancer, men efter 26 minutter slog han til, da Marcelo leverede et lækkert indlæg.

10 minutter senere scorede Kaká et vaskeægte drømmemål, da han på lang afstand i venstre side af banen følte bolden helt op i modsatte hjørne af Apoel-målet.

Se også: Chelsea klar til Barcelona efter drama

Man fik pludselig flashback til hans storhedstid i Milan. De glade dage før den grimme knæskade, som har holdt ham væk alt for længe.

TV: Se Kakás fantastiske mål her.

Næste mål kom efter Jorge fik ryddet munden, og det var såmænd Apoel, som ville lege med.

Manduca med en friløber, som han ikke misbrugte, og så stod den 2-1.

Derefter pressede gæsterne rent faktisk på for en sensationel udligning, men det gør man ikke ustraffet mod en tændt Ronaldo. Han bragede et frispark fra venstre side op i det lange hjørne uden chance for Apoel-keeperen.

Solari snød Casillas
Mod slutningen af kampen gik det helt amok, og i 80. minut scorede målslugeren Callejon flot fra en halvspids vinkel til 4-1.

Minuttet senere var der straffe til Apoel, og Solari scorede iskoldt ved at narre Casillas til højre i sit mål, og så sætte den stille og roligt i kassen. Dejligt for den argentinske indskifter.

Hans landsmand Ángel Di María fik dog lov til at få det sidste ord, da han efter 83 minutter lobbede bolden i mål - endnu en klassekasse.

En fornem afrunding på en af de mest underholdende kampe i denne Champions League-sæson.

Hvem skulle have troet det...

Real Madrid møder nu Bayern München i den ene CL-semifinale, mens Barcelona og Chelsea mødes i den anden.

1 af 2 Både Ronaldo og Kaká scorede fortryllende mål. (Foto: AP)
2 af 2 Apoels Paulo Jorge mistede tre tænder, men spillede videre. (Foto: Twitter)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere