De er sikkert ligeglade i Barcelona, men efter tirsdagens Champions League-drama på Camp Nou, hvor AC Milan blev besejret 3-1 i CL-kvartfinalen, lever debatten om dommerhjælp til de i forvejen skræmmende stærke cataloniere i bedste velgående.
To gange i første havleg fløjtede dommer Bjorn Kuipers for straffe til hjemmeholdet.
Men hvor det første let kunne forsvares, så var det andet straffespark, hvor Alessandro Nesta hev Sergio Busquets i trøjen inden et hjørnespark mere diskutabelt.
Den slags slagsmål finder nemlig sted ved hver eneste dødbold i professionelle kampe. Samtidig blev straffesparket ifølge Nesta fløjtet, inden spillet var sat i gang. Og sidst, men ikke mindst, kan der argumenteres for, at Carles Puyol også begik frispark på italiereren.
Under alle omstændigheder var Nesta en meget ærgerlig mand efter slutfløjtet.
- Jeg trak lidt i Busquets, men jeg blev skubbet bagfra af Puyol. Der var også frispark mod mig. Og som jeg så det på banen, fløjtede dommeren for straffe, inden spillet var sat i gang, lød det til Sky Sport Italia.
- I Italien bliver der generelt fløjtet for flere frispark, mens der er færre frispark i Europa, og flere af disse straffespark for at hive i trøjen. Jeg synes, at dommeren kunne have gjort det meget bedre i aften, konstaterede den skuffede forsvarer.
Han erkender dog, at det var op ad bakke for milanserne - straffe eller ej.
- Vi kunne have udnyttet vores kontraangreb en smule bedre, for vi scorede jo med den taktik. Vi skræmte dem et par gange, men så holdt vi op med at gøre det ordentligt. Det er Barcelona, og du kan ikke begå fejl mod dem- Vi havde en lige kamp, men de har Leo Messi, der for mig er 70 procent af deres hold. Han gør forskellen, analyserede Nesta, som dog er optimist på Milans vegne.
- De er det stærkeste hold i verden, men Milan har, hvad der skal til, for at lukke hullet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.