AC Milan følte sig godt snydt, da dommer Bjorn Kuipers efter 39 minutter af tirsdagens Champions League-kvartfinale på Camp Nou dømte straffespark til FC Barcelona.
Hjemmeholdets Sergio Busquets faldt omkuld, da Alessandro Nesta havde fat i hans trøje i forbindelse med et hjørnespark, og det mente milaneserne var et alt, alt for tyndt grundlag at dømme straffe på. Ikke mindst fordi, Busquets også havde godt fat i Nestas trøje.
Og de har en sag, siger Superliga-dommeren Claus Bo Larsen til 3+.
- Den kan fløjtes. Men hiveriet skete inden hjørnesparket rent faktisk blev taget, så han skulle have fløjtet inden det blev sparket, og givet begge spillere gult kort, siger den tidligere FIFA- og UEFA-dommer.
Han mener dog, at når nu hjørnesparket var sparket, så kunne man godt fløjte for straffe i situationen.
Episoden skete ved stillingen 1-1, og Messi omsatte straffesparket til mål. FC Barcelona vandt kampen 3-1, og går videre til semifinalen, hvor Benfica eller Chelsea venter.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.