AC Milan-stjernen Zlatan Ibrahimovic er tirsdag aften tilbage på Camp Nou, hvor han som FC Barcelona-spiller kun fik én sæson, inden uoverensstemmelserne med træner Josep Guardiola blev for meget for begge parter.
En plads i Champions Leagues semifinale er på spil, og alt er muligt efter 0-0 i den første kamp i Milano.
Brian Laudrup, ekspertkommentator for TV3+, er spændt på at se, hvordan Barcelonas fans byder svenskeren velkommen, efter at Ibrahimovic i sin selvbiografi fra sidste år talte mindre pænt om især træner Josep Guardiola.
- Jeg tror ikke, der vil være bannere med "Velkommen hjem" på, men om han bliver pebet ud, må vi vente at se.
- Barcelona har holdt en meget professionel attitude til Zlatan, og Guardiola har også udtalt, hvor vigtig Zlatan var for holdet i den sæson, han spillede i klubben.
- Men det er klart, at alt det, som er blevet skrevet i Zlatans bog, og de ting, han har sagt om Guardiola og andre spillere i klubben, ikke er glemt, siger den tidligere danske landsholdsstjerne.
Ibrahimovic, der har kaldt Guardiola et "skvat", spillede i FC Barcelona i 2009/10-sæsonen.
Især begyndelsen var god med en masse mål, men det endte med en noget grim skilsmisse og et skifte til AC Milan. Tirsdag aften er Ibrahimovic' første gensyn med eksklubben på Camp Nou siden skiftet.
Den svenske angriber er tit blevet kritiseret for ikke at levere varen i de store og afgørende Champions League-kampe. Det mener Brian Laudrup også.
- Jeg har set Milans træner tidligere udtale, at Zlatan er på højde med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, og når vi ser på det, Zlatan kan, og de klubber, han har spillet for, så er han helt sikkert oppe blandt de fem bedste angribere i verden.
- Men det skal han også vise, når de store kampe kommer, og meget større end denne findes vel næppe. Så ender han med at tage spotlightet og spille en stor kamp, så lukker han måske munden på mange, der har kritiseret ham for ikke at levere i store kampe.
- Den kritik af ham er dog sådan set okay, for vi har ikke set det bedste fra ham endnu på det absolut højeste niveau, mener Brian Laudrup.
Kampen begynder klokken 20.45.
Husk, at du kan følge CL-kvartfinalerne live på ekstrabladet.dk...
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.