Löw frygter Bayern München når CL-finalen

Det giver sved på panden hos den tyske landstræner, at Bayern München kan ende i Champions League-finalen

Ingen tysk succes i CL, tak (Foto: Lars Poulsen)
Ingen tysk succes i CL, tak (Foto: Lars Poulsen)

Hvis Bayern München kommer i årets Champions League-finale, får den tyske landsholdstræner, Joachim Löw, en hel stribe afbud til sin sidste forberedelsestur til EM, hvor tyskerne blandt andre møder Danmark i gruppespillet.

- Det vil gøre det hele meget presset for os med hensyn til tidsplanen, og det vil være ideelt, hvis vi kan få hele truppen med på EM-forberedelsesturen, siger Joachim Löw til AFP.

Champions League-finalen skal spilles på Bayern Münchens hjemmebane, Allianz Arena, 19. maj, hvilket er samme dag, som det tyske fodboldlandshold drager til Sydfrankrig for at varme op til EM, der starter 8. juni i Polen og Ukraine.

Se også: Landsholdet håber på Bayern og Real

Den tyske storklub har også planlagt en træningskamp mod det hollandske landshold 22. maj.

Kommer Bayern München i finalen, må landstræneren se bort fra stamspillere som Philipp Lahm, Bastian Schweinsteiger, Mario Gómez, Manuel Neuer, Thomas Müller, Holger Badstuber og Jerome Boateng.

Og helt slemt bliver det, hvis Bayern München møder Real Madrid i Champions League-finalen.

Den spanske klub råder over blandt andre Sami Khedira og Mesut Özil.

Se også: Bayern-boss ligeglad med sur Ribery

Den tyske landstræner kan dog også se noget positivt i, hvis Bayern München kommer i finalen.

- Helt grundlæggende vil det glæde mig, hvis Bayern kommer i finalen. For spillerne vil det betyde, at de kommer med en god oplevelse, og det er klart, at det vil være positivt, hvis de også vinder den kamp, siger Joachim Löw.

Den tyske landstræner kan ikke stille noget op i forhold til at få spillere med på sine to træningslejre 11. maj til Sardinien og 19. maj til Sydfrankrig.

Ifølge de internationale regler har klubberne ikke pligt til at frigive spillere til EM-forberedelser før 25. maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer