Mourinho forventer point på plastic-bane

Real Madrid-træneren er skeptisk over, at klubben skal møde CSKA Moskva på en kunstgræsbane

Jose Mourinho var godt klædt på under dagens Real Madrid-træning i Moskva. (Foto: AP/MIsha Japaridze)
Jose Mourinho var godt klædt på under dagens Real Madrid-træning i Moskva. (Foto: AP/MIsha Japaridze)

José Mourinho er ingen fan af kunstgræsbaner, og slet ikke i meget koldt vejr.

Det fortæller Real Madrid-træneren før den spanske klubs kamp tirsdag ude mod CSKA Moskva i ottendedelsfinalerne af Champions League.

- Minus 10 grader er ikke det samme som 15 plusgrader. Og derudover skal vi spille på en plasticbane, hvilket ikke er let, særligt ikke i koldt vejr, siger José Mourinho ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den karismatiske portugiser har prøvet CSKA's kunstgræsbane før, da han i 2010 var med sin daværende klub, Inter, på visit i kvartfinalerne af Champions League.

Læs også:

Se også: Svækkede CSKA får kuldehjælp mod Ronaldo

Dengang gik det meget godt, for Inter gik videre og endte med at vinde turneringen.

José Mourinho er også optimist på Real Madrids vegne før tirsdagens kamp.

- Uanset hvad så forventer vi at få et godt resultat i morgen, enten en sejr eller et uafgjort resultat med scoringer, siger træneren.

Real Madrid møder frem med stor selvtillid, eftersom holdet fører den spanske Primera Division med et forspring på 10 point til FC Barcelona.

0 kommentarer
Vis kommentarer