Napoli kan sætte ild under Chelsea-boss

Chelseas manager, Andre Villas-Boas, står over for en hård prøve i aften, når Chelsea møder Napoli på udebane

Ja, der er pres på (Foto: AP)
Ja, der er pres på (Foto: AP)

Bålet er så småt begyndt at brænde under Chelseas manager, Andre Villas-Boas, før aftenens Champions League-opgør ude mod italienske Napoli.

Over længere tid har gløderne gnistret. Senest i weekenden, hvor Chelsea spillede 1-1 hjemme mod Birmingham City fra den næstbedste række i FA Cuppen.

I forvejen ser kampen om guldet i Premier League meget skidt ud for Chelsea, der med 43 point har hele 17 point op til førerholdet Manchester City.

Se også: Spillere til angreb på Chelsea-træner

- Man har brug for et ekstra mentalt skub for at føle sig sikker i sådan en situation. Det kommer med resultater, og for tiden mangler vi resultater, så indtil vi kommer ud af den cirkel, så presser det da lidt på, siger Chelsea-manageren.

Ifølge Andre Villas-Boas er en fjerdeplads i årets Premier League - og dermed en Champions League-kvalifikation - et minimumkrav.

Men et farvel for tredje år i træk til Champions League inden semifinalerne vil nok rokke ved klubejer Roman Abramovichs tålmodighed. Og det er portugiseren udmærket klar over.

Se også: Advarer Chelsea-manager: Titel eller fyring

Et exit i årets Champions League med nederlag til Napoli kan koste ham jobbet som Chelsea-manager.

- Det er ikke op til mig at bestemme det. Det skal man spørge den rigtige person om, siger han og henviser til Abramovich.

- Situationen er den, at vi ikke har fået gode nok resultater til at føle os stærke. Men vi er fortsat med i turneringen og skal fortsat jagte titlen, tilføjer han.

Se også: Chelsea-boss: Vores værste kamp

Tidligere har milliardæren Abramovich fyret Chelsea-trænerne Claudio Ranieri, José Mourinho, Luiz Felipe Scolari, Avram Grant og senest Carlo Ancelotti, da resultaterne ikke var tilfredsstillende for klubejeren.

Opgøret mellem Napoli og Chelsea sparkes i gang i aften klokken 20.45.

0 kommentarer
Vis kommentarer