Historisk nederlag til Arsenal i Milano

Det endte i ren ydmygelse, da AC Milan onsdag aften besejrede Arsenal i Champions League

Kevin-Prince Boateng tiljubles efter sit drømmemål i 1. halvleg. (Foto: AP)
Kevin-Prince Boateng tiljubles efter sit drømmemål i 1. halvleg. (Foto: AP)

Det er umådelig svært at se hvordan Arsenal skal spille sig i Champions League-kvartfinalen denne sæson.

Den første 1/8-finale ude mod AC Milan blev onsdag aften tabt hele 4-0 - Arsenals største nogensinde i Champions League - og efterlader Arsene Wenger og co. i en noget nær håbløs situation inden returkampen hjemme på Emirates Stadium.

Kevin-Prince Boateng scorede det første, mens Robinho tog sig af de to næste, inden Zlatan Ibrahimovic på straffe lukkede og slukkede. Men er der malurt i det engelske bæger, er der ikke noget at sige til det.

Forud for det første mål sendte målmand Wojciech Szczesny et skidt frispark lige ud til Antonio Nocerino. Denne fandt hurtigt Boateng, der med et lækkert hug sendte bolden i mål via undersiden af overliggeren. Da var der spillet et kvarter.

Se også: Tv: Drømmemål bag Zenit-sejr

Herefter sad hjemmeholdet mere og mere på spil og chancer. Milan havde muligheder til at komme yderligere foran, og da liniedommeren efter 39 minutter i venstre side stod og pillede bussemænd i stedet for at holde øje med spillet, slap Zlatan Ibrahimovic alene igennem ude på fløjen, selvom svenskeren var offside. Og stikker man Zlatan en lillefinger, så vanker der.

Indlægget fra baglinien sad perfekt i panden på Robinho, der sikkert dirigerede bolden i mål.

Wenger satte Thierry Henry på banen fra 2. halvlegs begyndelse. Det var franskmandens sidste optræden i Champions League og for Arsenal. Og det bliver ikke en oplevelse han vil dele med børnebørnene.

Siden kom også Alex Oxlade-Chamberlain på banen i et forsøg på en forstærket offensiv. Og Arsenal fik bedre fat som 2. halvleg skred frem. Men Tomás Rosický, Alex Song og resten af gæsternes midtbane løb og sled forgæves. Og så gik det galt igen efter bare fire minutter af halvlegen.

Se også: Fantastisk afslutning i Zenit-sejr

Denne gang var det ren utur for belgiske Thomas Vermaelen, der gled på kanten af feltet, netop som han skulle til at tackle Robinho. I stedet fik brasilianeren masser af plads og svingede højrebenet, så end ikke end Szczesny i fuld længde kunne nå ned til afslutningen, der slikkede sig op ad stolpen.

Robin van Persie var ene om at true Milan-målet. Han havde et par kvalificerede helflugtere, hvoraf den første tvang Massimo Abbiati til en fornem redning. En reducering ville åbne op og give returkampen fornyet spænding.

Men i stedet begik indskiftede Johan Djourou en decideret dumhed med 12 minutter igen, da han forsøgte at stoppe Ibrahimovic. Svenskeren faldt en smule teatralsk i straffesparksfeltet, da schweiziske Djourou forsøgte at tackle og tage halsgreb samtidig. Dommer Kassai pegede resolut på pletten, og Zlatan hamrede selv bolden i mål, selvom Szczesny var tæt på at redde.

Dermed skal der nedtur af historiske dimensioner til, hvis ikke Milan skal i kvartfinalen. Returkampen spilles 6. marts.

1 af 2 Arsene Wenger har en stor opgave foran sig forud for returkampen i London. (Foto: AP)
2 af 2 Kevin-Prince Boateng tiljubles efter sit drømmemål i 1. halvleg. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer