Fabregas: Champions League er vital for os

Barcelona-stjernen fortæller, at Champions League er blevet vital på grund af resultaterne i den hjemlige liga

FC Barcelona leverede ifølge Cesc Fabregas en fremragende indsats, da spanierne tirsdag slog Bayer Leverkusen med 3-1 på udebane i den første 1-8-finale i Champions League.

Det fortæller midtbanestjernen til TV3+ efter kampen i Tyskland.

- Vi spiller på en bestemt måde og vil gerne have modstanderne ud at løbe, så de bliver trætte.

- Det gjorde vi godt, vi var meget effektive og fik et godt resultat, siger Fabregas til tv-stationen.

Se også: Barcas stjerner knækkede Leverkusen

Barcelonas angriber Alexis Sánchez scorede to gange for spanierne og får ros af den tidligere Arsenal-anfører for sin indsats.

- Han er i god form og gør det godt. Han gør livet let for midtbanespillerne, fortæller Fabregas.

I den hjemlige liga tabte Barcelona i weekenden 2-3 i Osasuna. Nederlaget betyder, at holdet er 10 point efter topholdet Real Madrid, og det har gjort Champions League ekstra vigtig for Barcelona.

- Champions League er vital for os nu, for nu er vi 10 point bagud i den hjemlige liga. Men vi vil gøre vores bedste lige til det sidste, siger Cesc Fabregas.

0 kommentarer
Vis kommentarer