Fransk respekt for Ailton og co.

Lyons målmand, Hugo Lloris, har stor respekt for Apoel FC før tirsdagens ottendedelsfinale i Champions League

Ailton Almeida har fundet den succes på Cypern, han aldrig fik i København. (Foto: AP)
Ailton Almeida har fundet den succes på Cypern, han aldrig fik i København. (Foto: AP)

Lyon er storfavorit, når den franske fodboldklub tirsdag aften tager imod Apoel FC fra Cypern i ottendedelsfinalerne af Champions League.

Lyon-målmanden Hugo Lloris advarer dog mod at tro, at Lyon kommer til at spadsere hen over det cypriotiske sensationshold, som med den tidligere FC København-angriber Ailton Almeida i truppen klarede sig videre fra gruppespillet.

- Mange siger, at Apoel ikke er en prestigiøs modstander, siger Hugo Lloris til det europæiske fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.

- Det er muligt, men de sluttede øverst i deres gruppe foran blandt andre FC Porto, og jeg kan forsikre om, at Apoel er et velorganiseret hold, som særligt er farlige på kontraangreb.

- Hvis vi begår de samme fejl, som vi har gjort i de seneste kampe, så kan vi få problemer, forudser Hugo Lloris.

Se også: CL-hold ramt af dopingstraf

Apoel FC er med i Champions League for blot anden gang.

Klubben kom yderst overraskende videre fra gruppespillet ved at vinde sin gruppe foran Zenit St. Petersborg, FC Porto og Shakhtar Donetsk.

Lyon er mere rutineret i Champions League-sammenhæng, omend det krævede en kæmpesejr i den sidste gruppekamp, for at det lykkedes at komme videre.

Lyon vandt 7-1 ude over Dinamo Zagreb fra Kroatien, og franskmændene gik dermed videre på bedre målforskel end danskerklubben Ajax.

Ifølge Hugo Lloris har det uventede avancement givet Lyon en endnu større glæde ved at være nået så langt.

- Vi er ekstremt motiverede og værdsætter, hvilket privilegium det er at spille med i denne turnering, siger Hugo Lloris.

Husk, at du kan følge Champions League live på ekstrabladet.dk...

0 kommentarer
Vis kommentarer