Med 37.374 tilskuere på FC Barcelonas gigantstadium Camp Nou var der langt fra fuldt hus, da catalanerne tirsdag aften tog imod hviderussiske Bate Borisov i Champions League's Gruppe H, men der var til gengæld fuld knald på de mange unge Barça-talenter som havde fået chancen fra start.
Verdensstjerner som Messi, Xavi, Iniesta, Villa og Fabregas blev sparet til La Liga-braget mod Real Madrid lørdag, og fra tribunen kunne de se Barcelonas B-hold rundbarbere Bate i en grad, så man fik ondt af hviderusserne.
Hjemmeavlede talenter
Straks fra 1. halvlegs start sad Barcelonas spillere, som i dag havde en gennemsnitsalder på 23 år og 93 dage, på det hele, og hviderusserne hverken ville eller kunne gøre andet end at pakke sig foran eget felt og forsøge sig med sporadiske kontrastød, som i praksis betød en lang bold op til forreste mand, som mistede den.
Ni af de 11 på hjemmeholdets startopstilling har fået deres fodboldopdragelse i klubben, og det kunne ses på spillet, som holdt sig til Barcelonas velkendte koncept med hurtigt langs græsset og et enormt aggressivt tryk på modstanderens boldholder.
Skydetelt
Barças dominans affødte et rent skydetelt i Bates straffesparksfelt, og efter 35 minutter gik den ikke længere for gæsterne, da 19-årige Sergi Roberto blev spillet fri på kanten af feltet, og sikkert sparkede bolden ind bag Aleksandr Gutor.
1. halvleg bød ikke på flere scoringer, men Barça-træner Pep Guardiola kunne notere sig, at hans hold havde haft 13 afslutninger på mål mod Bates ene.
Efter pausen fortsatte ydmygelsen ufortrødent, og Fontas havde bolden i kassen efter 52. minutter, men der var korrekt vinket for offside.
Pedro med kampens detalje
Otte minutter senere lagde Isaac Cuenca, en perfekt stikning til Martin Montoya, som hamrede bolden ind til 2-0, men det slukkede ikke catalanernes måltørst.
Et af de få kendte navne i startopstillingen, Pedro, slog blot tre minutter senere til, da han modtog et indlæg fra Cuenca. Han sparkede til bolden bag om eget støtteben og scorede mellem benene på Gutor til 3-0.
Vanvittigt flot detalje af angriberen.
Pedro dobbelt målscorer
I den sidste halve time fortsatte Barcelonas legestue, men kampen skulle helt frem til 89. minut, før Cuenca blev nedlagt i feltet, og Pedro kunne score sit andet mål i kampen fra pletten til slutresultatet 4-0.
Barcelona konsoliderer med sejren førstepladsen i Gruppe H, og stryger i Champions League's 1/8-finaler, mens det europæiske eventyr slutter helt uden sejre for Bate Borisov, som må nøjes med hviderussisk fodbold efter vinterpausen.
Milan smed 2-0-føring væk
I gruppens anden kamp smed AC Milan en 2-0-føring væk i de sidste minutter, hvor det lykkedes for FC Københavns banemænd Viktoria Plzen at få udlignet til 2-2. Pato og Robinho scorede for milaneserne, inden Bystron og Duris sørgede for balance i regnskabet.
Resultatet havde efter Barcelonas sejr ingen betydning for stillingen. Milan følger catalanerne i CL-1/8-finalerne, mens Plzen er klar til Europa League i 2012.