Mascherano: Fantastisk at vinde på San Siro

FC Barcelonas Javier Mascherano var i den syvende himmel efter holdets 3-2-sejr ude over AC Milan

Mascherano havde rigeligt at se til onsdag aften. (Foto: AP)
Mascherano havde rigeligt at se til onsdag aften. (Foto: AP)

Barcelona sikrede sig onsdag aften førstepladsen i Champions Leagues Gruppe H, da catalanerne vandt 3-2 over AC Milan i en forrygende kamp på San Siro.

Læs også: Barcelona vandt drømmekamp.

Udeholdets stjerner var naturligvis lykkelige efter den flotte sejr, og det galdt også 27-årige Javier Mascherano, som havde haft en sjældent hektisk aften i Barças defensiv.

- Det er ikke nemt at slå AC Milan. Det er et af verdens bedste hold, som har vundet denne turnering syv gange, sagde argentineren efter kampen til 3+.

Vil forsvare titlen
Pokalen med de store ører står lige nu i FC Barcelonas pokalskab, og kampen for at beholde den er en stor faktor i spillernes motivation, afslørede Mascherano.

- Det er fantastisk for os at vinde her. Vi vil forsvare vores titel. Det bliver selvfølgelig ikke nemt, men vi viste i aften, at vi er på vej i den rigtige retning, lød det fra Mascherano.