Det er ikke kun danske medier, der lader sig imponere over Christian Eriksen.
Danskerens selvsikre optræden i Ajax' 4-0 sejr over Dynamo Zagreb har fået fodboldskribenter over hele Europa til at klappe i hændene. Og selv om tillægsordene endnu ikke når Messi- og Ronaldo-højder, så har blandt andet Eriksens hælaflevering ved 1-0 målet fået UEFA, ESPN og adskillige andre medier til at juble.
Især det amerikanske sportsnetværk ESPN roser den unge dansker, der lagde op til to mål:
'Christian Eriksen var betydningsfuld og viste fantastisk forståelse med Derk Boerrigter, da Ajax rykkede op på andenpladsen i gruppen', konstaterer skribenten.
Det var naturligvis især hælafleveringen, der for alvor fik journalisterne til at notere danskerens navn:
'Eriksens hælaflevering snød Luis Ebanez', konstaterer ESPN, mens nyhedsbureauet AP kalder afleveringen 'klog'.
Se Eriksens hælaflevering og højdepunkterne fra kampen her
UEFA skruer på sin hjemmeside op for begejstringen:
'Med en forrygende hælaflevering snød Eriksen to forsvarere', skriver Champions League-arrangøren, som også krediterer Eriksen for en stor del af æren ved De Jongs 3-0 scoring.
'Han omsatte endnu et vidunderligt tjat fra Eriksen efter endnu et fremragende angreb'.
Kun den højredrejede amerikanske TV-station Fox finder det af uvisse årsager nødvendigt at løfte pegefingeren overfor danskeren. TV-stationens CL-skribent mener, at hælafleveringen kun lykkedes, fordi modstanderne ikke havde CL-klasse:
'Christian Eriksen lagde op til mål med hælafleveringer, som bedre hold ville have straffet ham for'.
Den uforståelige kritik kommer den danske landsholdsspiller sig nok over. Efter kampen var han i hvert fald i strålende humør:
- Jeg er utrolig glad for sejren og vores udgangspunkt i gruppen, hvor vi nu har gode muligheder for at komme videre i Champions League.
- Jeg føler, at mit spil fungerer bedre, sagde Christian Eriksen til hollandske journalister efter den storslåede indsats.