TV: Eriksen tryller med hælen

Danskeren i hopla, da Ajax vandt 4-0 over Dynamo Zagreb

Christian Eriksen var i hopla for Ajax. (Foto: AP)
Christian Eriksen var i hopla for Ajax. (Foto: AP)

En storspillende Christian Eriksen var i hovedrollen, da Aajx tog et vigtigt skridt i bestræbelserne på at komme med i knald og fald kampene i 1/8-delsfinalen i Champions League til foråret.

Den 19-årige kreatør var i et fantastisk spillehumør og i oplæggerens rolle ved to af de første tre Ajax-scoringer.

Det var fodboldkunst på højeste niveau fra Christian Eriksen ved scoringen til 1-0. Han var på vej væk fra straffesparksfeltet, da han ud af øjenkrogen havde set, at landsholdsbacken Gregory van der Wiel var trukket ind i feltet.

Med hælen blev han spillet fri og scorede elegant. En elegant detalje fra den danske landsholdsspiller.

Se Eriksens lækre hælaflevering og alle højdepunkterne fra kampen her

Efter pausen satte danskeren en fed streg under magtpræstationen på Amsterdam Arena, da han med ydersiden af foden sendte Siem de Jong i fri scoringsposition til 3-0.

Kort efter blev danskeren klappet fra banen efter en imponerende indsats, inden Nicolas Lodeiro slog sejren fast.

Ajax kan nu rejse til Lyon om et par uger og håbe på ét point, så står den hollandske mesterklub stærk i bestræbelserne på at komme videre.

Cristiano Ronaldo har nu scoret 100 mål for Real Madrid. (Foto: AP) Champions League TV: Ronaldos perle nedlagde Lyon