United pligtsejrede over rumænere

Manchester United spillede kedeligt men effektivt, da Otelul Galati blev sendt hjem med et 2-0-nederlag

Antonio Valencia bragte United på vinderkurs. (Foto: PA)
Antonio Valencia bragte United på vinderkurs. (Foto: PA)

Anders Lindegaard var henvist til bænken, da Manchester United onsdag slog rumænske Otelul Galati med 2-0 på Old Trafford.

Man kunne foranlediges til at tro, at der var en målfest i vente, da Valencia scorede til 1-0 allerede efter otte minutter. Et indlæg af Phil Jones blev sendt videre af Michael Owen, og så kunne Valencia uhindret trille bolden over stregen.

Men resten af 1. halvleg blev én lang ørkenvandring for United, og Otelul havde en god mulighed for at udligne på en friløber til Neagu kort før pausefløjtet, men David de Gea viste klassen i kassen.

Owen skadet
Allerede 11 minutter inde i kampen måtte Michael Owen, der havde fået en sjælden plads i startopstillingen, lade sig skifte ud med noget, som lignede en forstrækning. Synd for englænderen, der har haft det svært i Uniteds angreb.

Rumænerne kom bedst ud til anden halvleg, hvor de formåede at holde spillet på Uniteds banehalvdel i det meste af de første 10 minutter, men efter flere koks tidligere på sæsonen har englændernes forsvar fundet rytmen, og de tillod ikke Otelul de helt store chancer.

Efterhånden overtog Uniteds stjerner kampen igen, og Rooney kunne afgøre tingene tre minutter før tid.

Basel hentede point i Portugal
Angriberen blev noget overraskende brugt som midtbanespiller i kampen, men det kunne altså ikke afholde ham fra at score sit 27. Champions League-mål.

Det blev aldrig nogen specielt underholdende kamp, men det kan Sir Alex Ferguson være bedøvende ligeglad med, for med den vigtige sejr bringer United sig på førstepladsen i Gruppe C.

Den deles med Benfica, som efter 1-1 hjemme mod FC Basel i gruppens anden kamp også har 8 point med to kampe tilbage.

Rodrigo bragte portugiserne foran allerede efter fire minutter, men Basel slog tilbage og scorede kampens sidste mål godt en time inde i opgøret.

Basel er tre point efter United og Benfica, og kan dermed stadig nå ottendedelsfinalerne, mens Otelul med 0 point ikke skal drømme om europæisk efter nytår.