Ferguson antyder: Lindegaard spiller igen

Alex Ferguson er tvunget til at bringe reserverne i spil i aften på grund af skader. Og i målet får Anders Lindegaard formentlig chancen igen

Der er en god mulighed for, at Lindegaard vælges til Manchester Uniteds startopstilling i aften. (Foto: AP)
Der er en god mulighed for, at Lindegaard vælges til Manchester Uniteds startopstilling i aften. (Foto: AP)

Anders Lindegaard stod en fantastisk kamp, da Manchester United spillede 1-1 mod Benfica i den første Champions League-kamp.

Og selv om Alex Ferguson især på målmandsposten holder kortene tæt til kroppen, så tyder meget på, at danskeren får chancen i målet igen i aften, når Basel kommer på besøg.

Tvunget af omstændighederne - og for at holde hele truppen i kampform - antyder manager Ferguson, at reserverne bringes i spil i dag.

- Jeg har brug for at holde hele truppen på tæerne. Jeg regner med at der bliver ændringer i startopstillingen. Igennem mange år har jeg forsøgt at bruge hele truppen i Champions League. Nogle gange er det ikke gået så godt, men jeg vil gerne foretage ændringer, siger Ferguson.

Det var ventet, at Lindegaard skulle have været i aktion for en uge siden, da Manchester United spillede Carling Cup mod Leeds. Men danskeren var småskadet og blev sparet, og derfor er det endnu mere oplagt at bringe ham i kamp i aften mod en modstander, som Manchester United ventes at slå.

Anders Lindegaard havde flere fantastiske redninger mod Benfica, og blev efterfølgende fremhævet i engelske aviser for sine redninger i verdensklasse.

Flere britiske aviser nævner muligheden for at Ferguson sparer de Gea, men netop målmandsposten har været genstand for en del diskussion i Manchester, og Ferguson har indædt forsvaret den spanske målmand. Derfor kan den iltre og til tider stædige manager ikke udelukkes at vælge sit spanske storkøb til kampen i aften.

Læs også
Sur Ferguson: Lindegaard ikke førstemålmand

Her er Ferguson tvunget til at se bort fra skadede Rooney og Hernandez, mens forsvaret også er hårdt ramt med Nemanja Vidic, Jonny Evans, Rafael og Cris Smalling ude.