Sådan siger man velkommen til Arsenal

Respekt for modstanderen: Dortmund har lagt velkomst-video på YouTube før aftenens Champions League-brag i Tyskland

Theo Walcott og co. er blevet udsat for tysk gæstfrihed. (Foto: AP)
Theo Walcott og co. er blevet udsat for tysk gæstfrihed. (Foto: AP)

Så har man set det med.

Efter mange år med bitter rivalisering mellem engelsk og tysk fodbold viser de tyske mestre fra Dortmund klasse og indbyder til respekt mere end til konfrontation før en storkamp - aftenens første gruppekamp i Champions League mod Arsenal.

Dortmund er tilbage i Champions League efter flere års fravær og har lagt en video ud på klubbens YouTube-kanal 'bvb', hvor den byder Arsenal velkommen:

- Kære Gunners. Der er gået ni år siden vores sidste opgør. Vi er stolte af og glade for at kunne byde en af Europas største klubber velkommen til Dortmund. Nyd vores video og føl jer velkomne hos Borussia Dortmund, indleder den tyske klub den godt to minutter lange præsentationsvideo med fokus på bl.a. klubbens fans.

Fortryder Chelsea-hån

Og den gestus bliver modtaget vel af Arsenal-fansene blandt YouTube-brugerne.

- Smuk gestus af BVB. I er en pryd for ikke bare tysk fodbold, men for fodboldverdenen i det hele taget. Vi er enormt spændte og stolte af at spille på jeres fantastiske stadion. Må det bedste hold vinde, kommenterer en Arsenal-fan.

- Hvor er det god stil af en stor klub! Vi er stolte af at møde jer. Ville ønske, at alle modstandere havde den samme værdighed, skriver en anden.

Videoen får også sjove kommentarer med på vejen som denne:

- Hvorfor har Arsenal ikke en YouTube-kanal, spørger en bruger i kommentarerne.

- For dyrt for Mr. Wenger. Man skal både betale en kameramand, en videoproducer og købe et smart kamera. For mange penge for Mr. Wenger, svarer en anden bruger, mens en tredje kommenterer videoen således:

- Vi burde returnere tjenesten ved at 'tildele' dem Almunia før kampen på Emirates i november, skriver en bruger med henvisning til den spanske målmand Manuel Almunia, der ikke er inde i varmen i Arsenal.

Kampen kan følges live på ekstrabladet.dk - TV2 Sport kl. 20.45...