Nu klager Real Madrid over Barcelona

Real Madrid klager til UEFA over Barcelona-spillernes skuespil kølvandet på ond 'El Clasico'

Ifølge Real Madrid er Pepé et uskyldigt offer for Barcelona-spillernes skuespil. (Foto: AP)
Ifølge Real Madrid er Pepé et uskyldigt offer for Barcelona-spillernes skuespil. (Foto: AP)

De kan slet ikke stoppe igen i Real Madrid efter onsdagens indædt onde CL-semifinale mod FC Barcelona.

Her blev både José Mourinho, Pepé og Barcelonas reservekeeper Manuel Pinto udvist undervejs og særligt udvisningen af portugisiske Pepé har vakt vrede i den spanske hovedstad.

Her mener man nemlig slet ikke, at Pepé ramte Daniel Alves og på klubbens hjemmeside forsøger man nu at bevise, at Pepé blev udsat for 'justitsmord' af den tyske dommer, Wolfgang Stark.

Således har man lagt en film ud på klubbens hjemmeside, der skal bevise, at Pepé slet ikke ramte brasilianeren og det stopper slet ikke her.

Nu har Real Madrid nemlig slået kontra på catalanernes klage til UEFA over José Mourinho og selv afleveret en klage til det europæiske fodboldforbund.

- Efter at være blevet bekendt med FC Barcelonas uhørte beslutning om at klage over José Mourinho til UEFA's disciplinærudvalg meddeler Real Madrid, at man ser sig nødsaget til at følge trop og klage over Barcelona-spillerne gentagne usportslige opførsel, der førte til den urimelige beslutning om at udvise vores spiller Pepé, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Det er overraskende, at denne kæde af usportslige handlinger og uheldige beslutninger nu kulminerer med klagen over vores træner, der benyttede sin ytringsfrihed til at udtrykke sin modstand mod sejr for enhver pris og bruddet på principper som loyalitet, integritet og 'sportsmanship', som de er nedfældet i UEFA's disciplinære regler, som det noget højtideligt formuleres.

Uanset hvordan UEFA reagerer på klagen, så er der lagt i kakkelovnen til et dramatisk andet akt på Camp Nou tirsdag aften.