Redknapp er trist efter forfærdelig aften

Tottenhams manager, Harry Redknapp, så alt gå galt, da englænderne tabte 0-4 ude til Real Madrid

Tottenhams manager, Harry Redknapp, havde en hård tirsdag aften på Santiago Bernabeu i Madrid.

Aftenen formede sig som én stor skuffelse for den erfarne manager, der så sit hold tabe 0-4 til Real Madrid i den første Champions League-kvartfinale.

- Vi mistede Aaron Lennon et minut før startfløjtet. Da vi gik ud på banen, havde han det ikke særligt godt, og han sagde, at han ingen energi havde, siger Harry Redknapp til Sky Sports.

- Jeg blev nødt til at foretage en ændring på holdet, da vi forlod omklædningsrummet. Så kom vi bagud og fik Peter Crouch udvist, siger Harry Redknapp tørt om Tottenhams forfærdelige begyndelse på kampen.

Real Madrid kom foran efter fire minutter, og efter et kvarter blev Tottenham reduceret til 10 mand, da Peter Crouch fik sit andet gule kort.

- Det var ikke lige det, vi havde brug for, at spille med 10 mand mod et hold som dette, siger Harry Redknapp.

- Det var en af de dage, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt, vurderer Tottenham-manageren.