Vidic håber på møgkamp mod Chelsea

Manchester United-anfører Nemanja Vidic spiller gerne en dårlig kamp mod Chelsea i Champions League.

Nemanja Vidic forsøger sig med omvendt psykologi, når United skal prøve at vende klubbens sløje stime mod London-rivalerne. (Foto: AP)
Nemanja Vidic forsøger sig med omvendt psykologi, når United skal prøve at vende klubbens sløje stime mod London-rivalerne. (Foto: AP)

Det lyder mærkeligt, men den er god nok. Manchester Uniteds anfører, Nemanja Vidic, håber ikke nødvendigvis på, at han og holdkammeraterne spiller godt, når det onsdag i London gælder Chelsea i Champions Leagues kvartfinaler.

- Vi har spillet godt mod Chelsea de seneste to-tre sæsoner, men ikke fået så gode resultater. Måske vi skal spille dårligere? Måske det giver os et bedre resultat? Vi har i hvert fald været uheldige nogle gange, siger Vidic til klubbens hjemmeside.

United har ikke vundet på Chelseas hjemmebane, Stamford Bridge, de seneste ni sæsoner.

- Chelsea er et rutineret hold. De ved, hvordan de skal spille, specielt på hjemmebane, lyder det fra den serbiske forsvarsspiller.

De to hold mødte senest hinanden i Champions League i 2008, hvor opgøret såmænd var selve finalen. Her vandt United på dramatisk vis efter straffesparkkonkurrence.

Returkampen spilles på Old Trafford i Manchester den 12. april.