Kommentar: Kan vi spille den nu, Chelsea!

Sjovt og frygtindgydende lodtrækning for FCK, mener Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen

Bang! Det var noget af en nytårsraket, der blev hevet op af punchbowlen som FCK's modstander. Eller rettere - som de to sidste klubber poppede FC København og Chelsea frem. Og hvilket brag, der venter FCK over to kampe.

Ironien i det match driver i hvert fald ned af væggene i UEFA's hovedkontor. Det kunne have været Abramovitch-familiens store duel. Far mod søn - hvis ellers der var kommet noget ud af den handel, der var skitseret. At Abramovitch junior skulle overtage 30 procent af aktierne i den danske mesterklub.

Nå, det kan han jo nå endnu. Sportsligt er det selvfølgelig et kanonopgør - og man kunne ønske, at kampen skulle spilles nu! Chelsea er mange meter fra den kværnende form som er holdets kendetegn. Truppen - når vi taler absolut topkvalitet - er smal og afløserne holder slet ikke samme niveau, men tiden arbejder for Chelsea.

Transfervinduet venter forude - og det er svært at forestille sig, at Roman Abramovitch er tilfreds med tingenes tilstand som de er nu. Mon ikke der bliver smidt nogle hundrede millioner til passende forstærkninger. Mesterskabet er ved at forsvinde ud af syne, og derfor kan kun Champions League-succes redde sæsonen.

Det er en frygtindgydende lodtrækning, og navne som John Terry, Drogba, Anelka, Michael Essien er bare toppen af poppen, så uanset eventuelle forstærkninger, så ligner det exit for FCK.

Den engelske turnering er på det tidspunkt inde i en afgørende fase og kværner derud med 120 km/t. Det tempo vil FCK bestemt ikke være i efter flere måneders turneringspause, men omvendt har jeg svært ved at forestille mig, at det danske mesterhold bliver kørt totalt over. Det er det for taktisk velfunderet og fysisk stærkt til.

Der er alle chancer for, at FCK får Guiness'en galt i halsen - men derfor er der alligevel al mulig grund til, at glæde sig til de to opgør. London Calling – og forhåbentlig kan FCK svare nogenlunde igen!