Barca hviler stjernerne mod FCK-rival

Det er skidt nyt for FCK, at FC Barcelona sparer flere store stjerner mod Rubin Kazan i Champions League

Xavi er en af de mange profiler i Barcelonas stjernespækkede trup, der bliver sparet mod Rubin Kazan. (Foto: AP)
Xavi er en af de mange profiler i Barcelonas stjernespækkede trup, der bliver sparet mod Rubin Kazan. (Foto: AP)

FC Barcelona stiller op uden flere af holdets store stjerner i tirsdagens Champions League-kamp mod Rubin Kazan.

Hverken Xavi, David Villa, Daniel Alves, Seydou Keita eller Pedro er med i truppen til kampen. De skal have et hvil, oplyser den spanske klub på sin hjemmeside.

Det er dårligt nyt for FC København, som håber, at FC Barcelona kan vinde eller tage point fra russiske Rubin Kazan i tirsdagens Champions League-kamp. Russerne er det eneste hold, der kan true FCK i kampen om at gå videre fra gruppens andenplads.

Barcelonas træner, Josep Guardiola, har til kampen i stedet udtaget hele fem spillere fra klubbens B-hold. Således er de unge og meget ukendte navne Marc Bartra, Andreu Fontàs, Thiago Alcántara, Jonathan dos Santos og Víctor Vázquez med i truppen.

Barcelona må også fortsat undvære den skadede forsvarsspiller Gabriel Milito.

Rubin Kazan er kun et point efter FCK i en gruppe, hvor Barcelona allerede er sikker på at slutte som nummer et. Det er grunden til, at de spanske mestre kan tillade sig at spare de mange stamspillere.

FCK er placeret på andenpladsen med syv point og kan med en sejr hjemme over græske Panathinaikos selv afgøre, om holdet går videre som gruppens nummer to.