Spansk avis: Barcelona uden stjerne

Xavi ikke med fra start, hvis man skal tro avisen Sport, der i dag har 18 sider om Barcelona

Barcelona må ifølge lokal sportsavis undvære Xavi på midtbanen i aften. (Foto: Getty)
Barcelona må ifølge lokal sportsavis undvære Xavi på midtbanen i aften. (Foto: Getty)

BARCELONA (ekstrabladet.dk): 17 sider om Barcelona. 18 hvis man tæller forsiden, som præges af et kæmpe billede af Lionel Messi. Det er, hvad den store Barcelona-sportsavis Sport onsdag har produceret om Kataloniens stolthed.

Alt skal vendes. Når man endelig har adgang til en spiller, som f.eks på tirsdagens pressemøde, hvor stjernen over dem alle, Lionel Messi, stillede op, så skal alle selvfølgeligheder bekræftes og alle rygter afkræftes.

Onsdag kan Sport så gengive Messis svar på, at Inters præsident angiveligt vil hente ham til Milano. Messi mener, det er en joke fra Massimo Moratti, og siger, at han er vældig godt tilfreds i Barcelona og sværger klubben evig troskab. Det er noget, en decideret fanavis som Sport kan bruge.

Ligesom avisen kører det stort op, at Zlatan Ibrahimovic beskylder Josep Guardiola for at have en dårlig mandskabsbehandling.

- Vi må håbe, jeg kan lære det, svarede Guardiola kortfattet og syrligt på tirsdagens pressemøde.

Barcelonas startopstilling
Som så mange andre spanske eksperter og medier regner Sport ikke med, at Xavi er i startopstillingen. Den geniale lille playmaker vendte i weekendens kamp mod Valencia tilbage efter en skade og er ikke helt frisk.

Her er Sports bud på en Barca-startopstilling i deres klassiske 4-3-3: Victor Valdez - Daniel Alves, Gerard Pique, Carles Puyol, Eric Abidal – Sergio Busquets, Seydou Keita, Andres Iniesta – Lionel Messi, David Villa, Pedro Rodriguez

- Men Xavi er ikke mere skadet, end at han kommer på banen i 2. halvleg, eller i hvert fald hvis Barcelona har problemer med at få spillet til at flyde, siger journalisten Jordi Quisano fra det landsdækkende dagblad El Pais til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere