'Tyskerne vinder altid til sidst'

Bayern München sætter sin lid til den tyske tradition for at vinde til sidst, når storklubben tirsdag gæster Juventus med krav om sejr

Bayern Münchens Arjen Robben i ophedet diskussion med Felipe Melo fra Juventus. (Foto: AP)
Bayern Münchens Arjen Robben i ophedet diskussion med Felipe Melo fra Juventus. (Foto: AP)

Bayern München sætter sin lid til en gammel tysk specialitet.

Tyske hold har ry for altid at vinde til sidst, lige meget om de er håbløst bagud og spillet halvt ud af banen. Og Bayern Münchens legendariske ærespræsident, Franz Beckenbauer, satser på, at samme opskrift vil sikre klubben videre avancement fra Champions League-gruppespillet.

Tirsdag aften møder Bayern således Juventus i en sand skæbnekamp. Videre fra gruppen er overraskelsen Bordeaux, mens favoritterne fra Juventus og Bayern kæmper om andenpladsen.

Vinder i 89. minut
Juventus kan nøjes med uafgjort, mens sydtyskerne skal vinde.

- Bayern vinder 1-0. Dog bliver det først på en mål i det 89. minut, for så har Juve ikke tid til at lave udligningen. Juve er dog et stærkt hold, som bliver svært at slå, lyder den skråsikre vurdering fra Franz Beckenbauer.

Juventus har dog ikke tabt en kamp i europæisk sammenhæng hjemme på Stadio Olimpico siden 2003/04-sæsonen, hvor Deportivo La Coruña sejrede. Og af de to klubber har Bayern München tilmed mest på spil.

Holdet har spillet dårligt i Champions League-gruppespillet, og i den hjemlige Bundesliga har kun et par heldige resultater betydet, at der kun er fire point op til Bayer Leverkusens førsteplads.

Stadig uden Ribery
Hos den stjernespækkede 21-foldige tyske mesterklub er det ikke godt nok. Bayern-fans er begyndt at snakke om en fyring af træner Louis Van Gaal, men Beckenbauer mener, ikke, at det bliver aktuelt.

- Han bliver. Det bliver ikke nu, han stopper, siger Beckenbauer.

Ud over Beckenbauers melding kan van Gaal trods alt glæde sig over, at den stærke hollænder Arjen Robben vender tilbage i kampen mod Juventus.

Holdet er dog fortsat uden en halvskadet spilstyrer Franck Ribéry, men til gengæld er der endelig kommet gang i målscoringen med Ivica Olic og Mario Gomez i front - duoen har scoret i de seneste tre kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere