Agger: Der skal mirakler til

Danskeren slemt skuffet efter gårsdagens pointtab i Lyon i Champions League, hvor ottendedelsfinalerne nu er langt væk

Liverpool-målmand Pepe Reina og Daniel Agger ser begge fortvivlede ud efter den franske udligning i slutminutterne. (Foto: PA)
Liverpool-målmand Pepe Reina og Daniel Agger ser begge fortvivlede ud efter den franske udligning i slutminutterne. (Foto: PA)

Billedet fortæller hele historien. Et nyt kapitel om en nedtur for et af Europas største hold, der samtidig er et af klodens mest populære.

Forstenede og med hænderne i siden står Liverpools danske landsholdsforsvarer og målmanden. Klokken faldet i slag for Liverpool, og det ved Daniel Agger og Pepe Reina udmærket godt.

En ny scoring fik de igen mod sig i slutsekunderne. Ligesom for to uger siden, da Lyon vandt på Anfield.

Nu blev det ikke et nederlag, men følelsen var skuffelse og afmagt efter 1-1 i Lyon i gårsdagens Champions League-kamp.

- Vi kan ikke bruge resultatet til særlig meget. Vi kom efter sejren og skabte de største chancer, men er meget skuffede, sagde Daniel Agger til kanal 3+ efter kampen.

- Vi vidste, det var et svært sted at spille, men vi fik desværre ikke lukket dem ned til sidst, konstaterede han.

Brug for et mirakel
Daniel Agger spillede for første gang sammen med den græske forsvarsspiller Sotirios Kyrgiakos. Og den konstellation slap danskeren bedst fra. Grækeren er ingen skønhedsåbenbaring for et fodboldhold.

Selv om Agger kun spillede sin fjerde kamp i sæsonen for Liverpool og pådrog sig en advarsel, viste han i glimt sit potentiale.

Ofte konsekvent i indgrebene, stort overblik i afleveringssituationerne og aldrig stressende, som makkeren ofte blev, når han modtog bolden.

- Vi må tænke positivt. Men det er klart, at der nu skal et mirakel eller to til, hvis vi skal videre, konstaterede Daniel Agger .

Daniel Agger vil i øvrigt ikke være med ved Dansk Fodbold Award på mandag i Cirkusbygningen, idet Liverpool spiller samme aften mod Birmingham i Premier League, så han støder først til landsholdslejren i løbet af tirsdagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere