Liverpool-drøm spoleret kort før tid

Lyon udlignede i sidste minut til 1-1 mod Liverpool, der nu er slemt presset i Champions League trods drømmemål af Ryan Babel

Der resterede 16 sekunder, før de 90 minutter løb ud. Og så brast Liverpools drøm om at hente den ulideligt vigtige og tiltrængte udesejr i Champions Leagues Gruppe E mod Lyon.

Inde i feltet dukkede konstant farlige og dyrt indkøbte Lisandro op og udlignede til et 1-1-resultat, der kan blive meget dyrt for Liverpool - og samtidig sikrede Lyon den videre deltagelse i ottendedelsfinalerne.

Liverpool er derimod meget tæt på exit. To sejre - mod Debrecen på udebane og minimum en tomåls-sejr på hjemmebane mod Fiorentina i sidste runde - er minimumskravet til 'The Reds'.

Flere store chancer
Men samtidig skal Liverpool have hjælp fra Lyon, der skal tage point fra Fiorentina på udebane i næste runde - i en situation, hvor Lyon allerede er kvalificeret videre, og Fiorentina har vist skræmmende styrke på hjemmebane i Champions League.

Det gjorde de også onsdag aften med en overbevisende sejr på 5-2 over Debrecen, mens der var svingende kvalitet fra begge hold i Frankrig. En nervøs og ujævn kamp vekslede frem og tilbage med skiftevist overtag til de to hold.

Begge hold havde en håndfuld pænt store chancer undervejs - flest til LIverpool - men man skulle helt hen til syv minutter før tid, før indskiftede Ryan Babel hamrede bolden ind i Lyon-nettet fuldstændig utageligt for keeper Hugo Llaris fra små 25 minutter.

Fin kamp af Agger
Daniel Agger spillede hele kampen i midterforsvaret sammen med Sotiris Kyrgiakos, mens Jamie Carragher på grund af de mange skader hos Liverpool var blevet rykket ud på den højre back.

Det var første gang, Agger spillede sammen med Kyrgiakos i midterforsvaret, og der var da også nogle problemer undervejs for især Kyrgiakos mod de boldsikre og hurtige franskmænd, mens Agger spillede en generelt fin kamp.

Lyon fører nu Gruppe E med 10 point foran Fiorentina med ni og Liverpool med fire. Debrecen er sidst uden point.

Se stillingen i Champions League Gruppe E her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere