Sidste chance for Rafael Benitez

- Når man er under pres, må man vise karakter. siger Rafael Benitez, som kan få fyresedlen, hvis Liverpool taber til Lyon i aften

Rafael Benitez har før været presset som Liverpool-manager. Stor klub, stor historie, store forventninger.

Aldrig synes han dog at have været mere presset, end han er før aftenens udekamp i Champions League mod Lyon.

To nederlag i træk, ude mod Fiorentina og hjemme mod netop Lyon, betyder, at englænderene med endnu et nederlag i aften er så godt som færdige i dette års turnering.

Og med hele fem nederlag i 11 kampe i Premier League og en skuffende 6. plads hele ni point efter Chelsea, og der heller ingen trøst at hente i bevidstheden om, at man spiller med om mesterskabet. For det tyder intet lige nu på, at man kommer til.

Så Benitez har brug for point i aftenens giftige udekamp på Stade Gerland. Ellers kan han være færdig som manager.

- Det er let for en manager, når man vinder, men når man er under pres, må man vise karakter, analysere tingene og være rolig. Hvis man bliver nervøs, laver man fejl - men vi har erfaring med de ting, vi skal gøre, siger Benitez før skæbnekampen.

Erfaring har Liverpool så sandelig. Udover to europæiske finaler de senere år har holdet også flere gange før reddet sig videre fra gruppespillet efter en rædselsfuld start. I aften bliver der igen brug for deres europæiske ånd.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere