Santin: Banen passer mig perfekt

FC København-angriberen og holdkammeraterne trænede tirsdag aften for første gang på Stabæks frygtede kunstgræsbane

Cesar Santin tager en slapper under tirsdagens træning på det norske kunstgræs. (Foto: Digitalsport)
Cesar Santin tager en slapper under tirsdagens træning på det norske kunstgræs. (Foto: Digitalsport)

OSLO (ekstrabladet.dk): Der har været meget snak om Telenor Arena i Stabæk.

Med god grund.

For den bane, som FC København i morgen aften skal forsvare deres 3-1-Champions League-kval-føring på, er ikke som alle andre.

Der er tag over hovedet og kunstgræs under fodboldstøvlerne. Uvante forhold for det danske mesterhold, som her til aften fik lov at trille lidt bold i arenaen.

- Det er noget anderledes, end det vi er vant til. Bolden triller SÅ hurtigt, storsmilede Cesar Santin.

Han ligner en mand, der glæder sig til det hurtige underlag.

- Jeg har spillet mange kampe på kunstgræs i Sverige, og hver gang har jeg spillet godt, så banen passer mig perfekt, bedyrer brasilianeren.

I morgen bliver han nok en gang tildelt en nøglerolle på FCK-mandskabet. Stabæk skal nemlig frem og jage minimum to scoringer, og det vil skabe ekstra plads til Santins hurtige fødder og fine fysik den anden vej.

- Jeg har da også tiltro til, at vi vil spille en god kamp. Og gør vi det, får vi ikke problemer med at gå videre i turneringen, siger den selvsikre brasser.

Med tag over hovedet og plastic under Nike-støvlerne.