Real-fans trætte af super-egoisten Ronaldo

Upopulær: Real Madrids fans lever kun med Ronaldos arrogance og teatralske fremtoning, fordi han er en fodboldmæssig ener

Det er scener som denne, hvor Cristiano Ronaldo flexer lårmusklen, der har tæret på den madrilenske tålmodighed. (Foto: Marca)
Det er scener som denne, hvor Cristiano Ronaldo flexer lårmusklen, der har tæret på den madrilenske tålmodighed. (Foto: Marca)

Det er skis’me noget af et skisma:

Han er storproducent af ofte spektakulære mål og har for længst passeret over 42 millioner såkaldte fans på Facebook.

Men verdens dyreste fodboldspiller er ikke verdens populæreste.

Se også: Bayern-boss har kig på historisk Treble
Ja, selv i hjemme-katedralen Bernabéu sendes lejlighedsvise pibekoncerter i retning mod Cristiano Ronaldo.

Trods sit formidable scoringssnit – 37 træffere i 30 ligakampe – er han i modsætning til den anden branche-gigant, Lionel Messi, ikke røget direkte ind i tilhængernes hjerter.

Alle respekterer Ronaldos unikke evner, der har gjort ham til en af klodens farligste iført fodboldstøvler.

Jaloux på Ronaldo
Men mange kan ikke acceptere den portugisiske pomadefyrs teatralske attituder.

Og fordi man er selvsikker i fremtoningen, behøver man jo ikke at være udpræget selvisk på banen.

Resultatet er, at bragende bifald ofte suppleres af buh-råb fra horden på de spanske tilskuerrækker. Især på udebane. Men altså også i Madrid.

– Folk buher, fordi jeg er smuk, rig og en fantastisk fodboldspiller. De er bare jaloux på mig, lød superstjernens egen forklaring på fænomenet i sportsavisen Marca tidligere på sæsonen.

Se også: Læsernes dom: Der var ikke straffe

Der er noget om snakken. På alle tre punkter.

Men ikke desto mindre bebrejdes angriberen til 700 millioner kroner i udstrakt grad sin arrogance og selvfedme, der ifølge onde, spanske tunger kun matches af landsmand José Mourinho.

Svulmende lårmuskel
Cristiano Ronaldo er et ikon på tålt ophold. I den forstand, selvfølgelig, at tilhængerne kan leve med selv den mest aparte opførsel, når blot hovedpersonen skaffer Real Madrid succes.

Som det sker i denne sæson. I Champions League og med behørig afstand til Barcelona nationalt.

Luna Christofi, kender af spansk fodbold og fænomenet Ronaldo, har denne forklaring på, hvorfor populariteten undertiden er omvendt proportional med bedrifterne på banen:

– Det har først og fremmest noget at gøre med Ronaldos forfængelighed. Den er meget stor og går mildt sagt ikke rent ind alle vegne.

– Man kan tage eksemplet fra weekendens kamp mod Osasuna. Da han havde scoret et glimrende mål, blev det fejret på den måde, at Ronaldo trak op i sine shorts og pegede på sine svulmende lårmuskler.

Se også: Benfica: Chelsea var heldige

– Nogle fandt det ganske skægt. Men massevis af spaniere har meget svært ved at tolerere sådan en scene.

– Når Ronaldo optræder på den måde, er han en egoist, der bare er for meget, siger den erfarne reporter fra TV3.

Udstråling som værn
Luna Christofi føjer til, at hun personligt kender den krukkede stjerne fra en anden side.

– Jeg har interviewet Ronaldo flere gange og har absolut opfattet ham som en utroligt sympatisk fyr.

– Mit bud er, at han bruger sin meget specielle udstråling som et værn. Jeg tror, at hans opførsel dybest set dækker over en form for usikkerhed.

– Det ændrer dog ikke på, at jeg sagtens kan forstå mange tilskueres reaktion.

Se også: Zlatan: UEFA ønsker 'Clásico-finale'

– Det ser heller ikke pænt ud, når Ronaldo efter at have scoret tit undlader at sende en hilsen til assistenten, der har spillet ham fri.

– Sådan agerer en ægte egoist. Og det giver altså ikke den helt store popularitet i spansk fodbold, påpeger Luna Christofi.

Casillas er helten
I aften kan Cristiano Ronaldo atter indtage hovedrollen på Bernabéu.

Hvis han på den ene eller anden måde fejler mod totalt upåagtede Apoel, vanker der øv-rabalder fra tribunerne.

Se også: Nesta: Der var frispark mod mig

Hvorimod eksempelvis Iker Casillas kan tillade sig at droppe.

Den lokale målmand er under alle omstændigheder elsket, fordi han – dog redningsmanøvrer undtaget – altid har begge ben på jorden og af den grund udstråler noget fra Ronaldos mangelliste: Folkelighed.

Husk, at du kan følge CL-kvartfinalerne live på ekstrabladet.dk...

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere