Milan-profil: Giv os et engelsk hold mere

Mark van Bommel har fået smag for engelske modstandere efter Milans 4-0-sejr over Arsenal i Champions League

Hollandsk/svensk/brasiliansk jubel i Milano. (Foto: AP)
Hollandsk/svensk/brasiliansk jubel i Milano. (Foto: AP)

AC Milan er så godt som sikker på avancement til kvartfinalerne i Champions League.

Det vurderer midtbanespilleren Mark van Bommel efter onsdagens 4-0-sejr over Arsenal i Milano. Englænderne bør ikke være i stand til at indhente den føring om tre uger i London.

- Jeg kan huske, at Deportivo engang præsterede et comeback mod Milan, så det kan ske. Men vi må ikke give det væk i London, siger hollænderen til TV3+.

- Vi spillede med stor disciplin. Vi løb for hinanden og gjorde banen mindre, hvilket hjalp os. Især gjorde det os bedre på kontraangrebene.

Mark van Bommel mener endda, at milaneserne kunne have vundet endnu større.

Det er ikke ovre
- 4-0 er fantastisk, men vi kunne have vundet 5-0 og 6-0, siger han og nævner også, at Robin van Persie havde et par muligheder for at reducere for Arsenal.

AC Milan er de seneste tre år blevet slået ud af engelske hold i 1/8-finalerne i Champions League, men nu tyder alt på, at den tendens bliver ændret.

- Jeg håber det, men det er ikke ovre. Det er underligt, at Milan i tre år er blevet slået ud af engelske hold.

- Vi håber på, at vi kan gå videre og så møde et engelsk hold mere, siger van Bommel.

Der er returopgør i London den 6. marts.

0 kommentarer
Vis kommentarer