CL: Ailton og fattigrøvene fra Cypern

Eventyr: APOEL Nicosias årsbudget er 75 millioner kroner. Aftenens modstander i Champions League, Olympique Lyon, bruger 14 gange mere

– Det er en fantastisk mulighed for os til at vise verden, hvad vi kan, siger APOEL's Aílton (th.) inden cyprioternes Champions League 1/8-finale i Lyon. (Foto: AP)
– Det er en fantastisk mulighed for os til at vise verden, hvad vi kan, siger APOEL's Aílton (th.) inden cyprioternes Champions League 1/8-finale i Lyon. (Foto: AP)

Lyon-præsident Jean-Michel Aulas havde svært ved at undertrykke smilet, da der en uges tid før jul blev trukket lod til 1/8-finalerne i Champions League.

Aulas må have følt sig som en morddømt fange i Texas, der regner med en enkeltbillet til dødsgangen, men i stedet får et par måneder i eget hjem med elektronisk fodlænke...

Lyon, der sluttede som toer i sin gruppe, kunne have trukket Barcelona eller Bayern München.

Date med APOEL
I stedet endte det franske storhold med det, som alle i lokalet i schweiziske Nyon håbede på: en date med APOEL Nicosia. Holdet, der har sneget sig med til de stores fest og nu drømme om at fortsætte sit uvirkelige europæiske eventyr.

Se også: Henry siger farvel til Arsenal på San Siro

Normalt handler Champions League om millioner af euro, men APOEL Nicosia adskiller sig i sin Champions League-historieskrivning fra sine modstandere. For det cypriotiske mesterhold hverken har eller kaster om sig med millioner af euro.

På ferieøen er der ingen mæcen a la Roman Abramovich, der bruger klubben som sit personlige legetøj.

APOEL Nicosia er historien om en klub, der ikke burde kunne være blandt de 16 bedste hold i Europa, men alligevel er det.

– APOEL har bevist, at succes kan opnås med et beskedent budget. Det handler ikke om, hvor mange penge du bruger på spillere, men om langtidsplanlægning og om at holde fast i en træner, der over nogle år kan bygge holdet op, siger Costakis Koutsokoumnis, præsident i det cypriotiske fodboldforbund.

Se også: Tyskere vil spolere Barcelonas titeljagt

APOEL Nicosia er Champions Leagues fattigrøve.

Årsbudgettet er på lige omkring 75 mio. kr. For de penge kunne klubben betale Samuel Eto'os løn i Anzhi Makhachkala i et halvt år eller holde aftenens modstander Lyon gående i nogle uger.

Udlever en drøm
Franskmændene opererer med et budget på 1,1 mia. kr., og det er endda ikke meget sammenlignet med Champions Leagues sværvægtere. Så APOEL er på alle måder havnet i en fest, de under normale omstændigheder aldrig ville få lov at deltage i.

– Vi udlever en drøm. Alle på vores hold udlever en drøm, siger Aílton, der på mange måde er blevet symbolet på APOEL's eventyr.

Se også: Milan-stjerne tæt på at feste karrieren væk

Han blev i sommeren 2006 FCK's dyreste indkøb nogen sinde, men den smilende 22 mio. kr.-angriber floppede fælt. Han blev derfor i sommeren 2010 sendt videre til ferieøen, hvor APOEL lagde 'svimlende' 6 mio. kr. for brasilianeren og gjorde ham til klubbens dyreste spiller nogen sinde.

27-årige Aílton ligger med sine lidt mere end to mio. kr. om året et stykke over gennemsnitslønnen i APOEL, og modsat FCK-tiden kan man nu tale om en angriber, der er pengene værd. Og lidt til.

Det var Aílton, der med to scoringer mod Wisla Krakow sendte APOEL i Champions League. Og det var ham, der med tre scoringer i gruppespillet sørgede for meget af succesen, der allerede har indbragt cyprioterne over 100 mio. kr. i præmiepenge.

Faktisk kan APOEL takke Aílton og FC København for meget, for hele fundamentet til den nuværende succes blev lagt tilbage i august 2009, da de sendte de danske mestre ud og formand Flemming Østergaard til tælling i den afgørende kvalifikationsrunde.

Gæld og interne stridigheder havde været en del af hverdagen før den første Champions League-deltagelse, men med pengene fra gruppespillet kunne cyprioterne slette gælden, holde på sine profiler og købe nye spillere.

Et lille hold fra et lille land
– Vi ved, hvem vi er. Vi er et lille hold fra et lille land, men vi har rykket os skridt for skridt.

– Held kommer ikke af sig selv. Du er nødt til at skabe dit eget held, siger klubbens præsident Phivos Erotokritou, mens mestertræner Ivan Jovanovic hæfter sig ved, at erfaring fra gruppespillet i 2009 har hjulpet hans hold.

– Vores selvtillid og erfaringer fra to år siden, har været katalysator for vores kampagne, men det er forkert at sammenligne APOEL med store europæiske hold. Folk anser vores europæiske præstationer som noget normalt, men det er de ikke.

– Meget skal falde i hak, siger den 49-årige, gråhårede serber, hvis mandskab sluttede øverst i pulje med tre tidligere Europa League-vindere, Zenit Skt. Petersburg, FC Porto og Shakhtar Donetsk.

Så Lyon er advaret, og da Jean-Michel Aulas var være færdig med at smile over lodtrækningen, meldte eftertænksomheden sig da også hos Lyon-præsidenten:

– Vi må ikke blive for selvsikre. Vi må være på vagt, for indimellem er julemanden ikke god...

0 kommentarer
Vis kommentarer