Ferguson bænker Rooney

Manchester United-manager Alex Ferguson sparer nøglespillere i Champions League-semifinalen mod Schalke

Sir Alex Ferguson er klar til at bænke Wayne Rooney mod Schalke. (Foto: PA)
Sir Alex Ferguson er klar til at bænke Wayne Rooney mod Schalke. (Foto: PA)

Søndagens Premier League-kamp mod Chelsea fylder meget i hovedet på Manchester United-manager Alex Ferguson forud for sit holds anden semifinalekamp mod Schalke 04 i Champions League.

Derfor varsler Ferguson også på forhånd, at han kommer til at spare en række af sine stamspillere i onsdagens kamp mod tyskerne, der skal forsøge at indhente Uniteds 2-0-føring fra det første opgør.

- Jeg kommer uden tvivl til at foretage nogle ændringer. Paul Scholes starter inde, og det samme gælder for Dimitar Berbatov og Michael Owen, lyder det fra Ferguson.

Ved at nævne Berbatov og Owen siger Ferguson også, at stjerneangriberen Wayne Rooney ikke starter inde.

- Det har vi brug for at gøre for at holde spillerne friske, men jeg kommer med al sandsynlighed til at holde fast i min stamme i forsvaret, siger Ferguson.

Ny gruppe på Facebook for fodboldtosser HER

I weekenden tabte Manchester United 0-1 på udebane til Arsenal i Premier League, og dermed er Fergusons mandskab kun tre point foran Chelsea i tabellen, inden de to hold mødes på Old Trafford.

Men nederlaget til Arsenal ryster ikke Ferguson.

- Inden sæsonen kunne vi ikke have ønsket os at være i en bedre position end nu. Vi går ind til returkampen i en Champions League-semifinale med en tomålsføring, og vi går ind til Chelsea-kampen med den samme målscore som dem, men spiller hjemme, forklarer Ferguson.

0 kommentarer
Vis kommentarer