Tottenham: Stop racistisk elefantsang

Men Adebayor forudser, at der igen vil blive sunget grimme ting om ham

Emmanuel Adebayor jubler sammen med Ronaldo, over et af sine mål mod Tottenham. (Foto: AP)
Emmanuel Adebayor jubler sammen med Ronaldo, over et af sine mål mod Tottenham. (Foto: AP)

Adebayor gjorde det onde ved Tottenham i den første kvartfinale mellem det engelske hold og Real Madrid. To flotte mål og kampen var afgjort. Og så scorede Real endda to mål til.

Det brød de tilrejsende Tottenham-fans sig ikke om, og det gør det ikke bedre, at Adebayor har en fortid hos Tottenhams London-rivaler fra Arsenal. Derfor blev der sunget direkte henvendt til Adebayor.

' Your dad washes elephants, your mother’s a whore', blev gentagne gange sunget ned mod Real Madrid-angriberen. Det oversættes til: Din far vasker elefanter, din mor er en luder.

Tottenham sagde først, at de oplevede sangen som fornærmende men ikke racistisk, men det fik den antiracistiske organisation 'Kick it out' til at fare i flint. Så nu har Tottenham forbudt sangen og skriver i en pressemeddelelse:

- Vi tolererer ingen form for diskriminering, hverken på banen eller tribunen. Hvis du oplever nogen form for diskriminering, så hjælp os med at blive af med det. Meld det til os på mail eller telefon, og vi vil behandle henvendelserne med diskretion.

Selv tror Adebayor ikke det hjælper.

- Større og bedre spillere end mig har prøvet sådanne tilråb, og folk gør det stdigvæk. Det er en del af livet. Samuel Eto’o har talt om det her problem på en bedre måde end mig, men det har ikke stoppet folk.

Onsdag aften er der returopgør på Tottenhams hjemmebane White Hart Lane. Real Madrid har 4-0 i bagagen.

Følg kampen LIVE her på sitet.