FCK har Dolph Lundgren i forsvaret

FCK har en vaskeægtig actionhelt i forsvaret, når det gælder kampen mod Panathinaikos: Skadede Mikael Antonsson, som spiller på piller

- Han er ligesom Dolph Lundgren i Rocky IV, siger Ståle Solbakken om Mikael Antonsson. (Foto: Lars Poulsen)
- Han er ligesom Dolph Lundgren i Rocky IV, siger Ståle Solbakken om Mikael Antonsson. (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (ekstrabladet.dk): FCK-forsvareren Mikael Antonsson blev skadet i lørdagens kamp mod Esbjerg og måtte udgå, men svenskeren er lavet af et helt specielt materiale. Afslørende Ståle Solbakken på dagens pressemøde.

- Antonsson spiller fra start mod Panathinaikos. Det er muligvis en risiko, men det er en risiko, jeg er villig til at tage. Han er ligesom Dolph Lundgren i Rocky IV, sagde Solbakken - dagens eneste joke fra nordmanden.

Antonsson selv får sig et godt grin, da han bliver spurgt til sammenligningen.

- Jeg skal vist lige tage et par kilo på, før jeg er Dolph Lundgren, griner den høje, tynde svensker til ekstrabladet.dk.

- Men det er da sjovt at blive sammenlignet med ham, griner Antonsson, som fik trykket et ribben mod Esbjerg.

- Jeg fik et slag på ribbenene. Det var til gengæld ikke så sjovt. Det gør ondt endnu. Så jeg har spist nogle piller, og jeg spiser nogle flere i morgen. Måske er der en revne i et ribben, eller måske sidder en muskel i klemme. Vi har ikke fået taget røntgenbilleder. Lægen siger, der ikke er noget at gøre ved det.

- Jeg spiller 90 minutter. Jeg må bare bide smerten i mig, siger Mikael 'Dolph' Antonsson. Eller bare Anton.