Benitez håber på Agger

Liverpool-manager håber på 'mirakler' i Champions League, hvor 'De Røde' har kniven på struben

Daniel Agger beskyttede sin hovedskade med et pandebånd, da Liverpool tirsdag trænede på Ferenc Puskas Stadion i Budapest. (Foto: Getty Images)
Daniel Agger beskyttede sin hovedskade med et pandebånd, da Liverpool tirsdag trænede på Ferenc Puskas Stadion i Budapest. (Foto: Getty Images)

Det er ikke sjovt at være holde med Liverpool i øjeblikket.

I Premier League er klubben fra Anfield allerede hægtet mere eller mindre af i topstriden, mens det ser endnu værre ud i Champions League.

Ja, faktisk er udsigterne kulsorte for de tidligere vindere, som inden tirsdagens udekamp mod ungarske Debrecen må klynge sig til det teoretiske håb om en plads i ottendedelsfinalerne.

Hele fem point er der op til Fiorentina på andenpladsen, og derfor krydser manager Rafael Benitez fingre for et mirakel.

- Vi har skabt mirakler før, og vi kan gøre det samme igen. Det bliver svært, men vi vil levere det nødvendige arbejde, siger han til Sky Sports.

- Sidste gang vi var i denne situation, lykkedes det os at kvalificere os. Det vil være fantastisk, hvis vi kan gøre det igen, siger Benitez, som satser på Daniel Agger mod ungarerne.

Lørdag blev danskeren godt nok tvunget til at udgå med en hovedskade mod Manchester City, men han er med i Ungarn og indgår i Benitez' planer.

- Vi har taget Glen Johnson og Daniel Agger med, fordi vi tror, at de kan spille. Det er vigtigt at have spillere, der kommer tilbage fra skader. Måske er de ikke klar, men i det mindste træner de med resten af holdet, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere