Juventus gav Real Madrid matchbold

Juventus forærede med uafgjort ude mod Zenit St. Peterborg en gylden mulighed til pressede Real Madrid for videre kvalifikation i Champions League

Pavel Nedved og Juventus snuppede det ene point i Rusland. (Foto: AP)
Pavel Nedved og Juventus snuppede det ene point i Rusland. (Foto: AP)

Med en sejr i hjemmekampen mod Juventus kunne sidste sæsons vindere af UEFA Cup'en, Zenit St. Peterborg, sætte Real Madrid under stort pres i kamp om Champions League gruppe H's andenplads.

Russerne måtte dog nøjes med 0-0 i en tempofyldt match, og dermed har Real Madrid matchbold i dagens kamp mod BATE Borisov.

Zenit havde bolden mest, men det var langt hen ad vejen Juventus, som skabte de største chancer.

I 1. halvleg måtte italienerne - som allerede er gået videre fra gruppespillet - to gange se træværket afvise nærgående forsøg.

I starten af 2. halvleg burde det ganske enkelt have været 0-1 på Petrovski Stadium, da Alessandro Del Piero blev spillet helt blank foran mål. Veteranen blæste dog bolden langt ud på tilskuerpladserne.

Petersborg tæt på sejren
Mod slutningen pressede russerne desperat på for den scoring, som kunne sende dem forbi Real Madrid i kampen om gruppens 2. plads.

Først sparkede Pavel Pogrebnyak et langskud på træværket, og derefter sparkede portugisiske Danny forbi mål, da han var sluppet helt fri i en spids vinkel. Italienerne måtte flere gange febrilsk losse væk i klumpspilsituationer. Det gjorde de dog også så godt, at Zenit ikke fik fuldt udbytte.

Dermed kan Real Madrid med en sejr i udekampen mod hviderussiske BATE Borisov sikre sig kvalifikation til forårets kampe. Hvis ikke de vinder, bliver det knald-eller-fald i sidste runde i gruppespillet, hvor Zenit stiller til kamp på Bernabeu.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere