Celtic-fans: AaB får det svært

Skotske Celtic render med sejren i aftenens opgør. AaB er simpelthen ikke gode nok, mener tre skotske fans

Her er det AaBs Andreas Johansson, der er under pres på Celtic Park. Ifølge de skotske fans kommer alle nordjyderne under det samme pres i aften på Aalborg Stadion (Foto: AP)
Her er det AaBs Andreas Johansson, der er under pres på Celtic Park. Ifølge de skotske fans kommer alle nordjyderne under det samme pres i aften på Aalborg Stadion (Foto: AP)

AALBORG (ekstrabladet.dk): Optimismen i og omkring Aalborg er stor i timerne op til Champions League-braget mod Celtic tirsdag aften.

En stime på otte kampe i træk uden nederlag kombineret med Celtics utrolige evne til at undgå udebanesejre i Champions League-sammenhæng har skabt tro på sejr til nordjyderne – og dermed kvalifikation til forårets 1/16-finaler i UEFA Cup’en.

Meeeen, der er gjort regning uden gæst.

Det mener tre skotter, ekstrabladet.dk rendte på i gågaden i den nordjyske hovedstad tirsdag eftermiddag.

- Det bliver vores aften. Én ting er kedelig statistik og historielæsning. Noget andet er 90 minutters fight på banen, siger 38-årige Paul Clockerty.

Han er sammen med kammeraterne Perry og Chris på vej hen mod en pub, hvor omkring 100 Celtic-fans står og hygger sig med øl.

Paul peger på, at det Celtic-mandskab, der tropper op på Energi Nord Arena i aften, måske nok har haft lidt bøvl med skader de seneste uger, men det er stadig klart det bedste mandskab sammenlignet med AaB.

- Sammenlign lige folk som Scott Brown og Aiden McGeady med danskerne. Det er jo slet ikke fair at sammenligne, siger Clockerty og lader tydeligt skinne igennem, at danskerne er undermålere sammenlignet med de to Celtic-profiler.

- D’herrer forudser højt Celtic-pres fra kampens start – et par scoringer i første halvleg, og så får AaB nok lov at reducere i anden. Men Celtic vinder kampen med 2-1.

Du kan følge kampen live her på ekstrabladet.dk fra klokken 20.45.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere