AaB-spion tror på sejr

AaB's spion Per Westergaard mener, at chancen for nordjysk sejr over Celtic er fifty-fifty. - Rammer vi dagen, så kan vi godt vinde den kamp, siger han

Per Westergaard vurderer AaB's sejrschancer som 'fifty fifty'. (Foto: Claus Bonnerup)
Per Westergaard vurderer AaB's sejrschancer som 'fifty fifty'. (Foto: Claus Bonnerup)

AaB har en stor chance for at vinde aftenens Champions League-opgør mod Celtic. Det vurderer Per Westergaard, der lørdag var i Skotland for at udspionere Celtic, da det skotske mesterhold besejrede St. Mirren med 3-1. Trods sejren så Westergaard flere svagheder hos Celtic.

- Vi skal ikke være skræmte, for rammer vi dagen, så kan vi godt vinde den kamp, siger Per Westergaard til Ritzaus Bureau.

AaB-spionen fik en fornemmelse af Celtics kvaliteter, når de ikke spiller hjemme på Celtic Park.

- Det er to forskellige hold ude og hjemme. De har ikke helt samme styrke, når de ikke har 60.000 i ryggen på hjemmebane, hvor de blæser frem, siger Westergaard, der fremhæver kollektivet som skotternes stærkeste våben.

I weekendens kamp fik flere af Celtics mange skadede spillere comeback, men det behøver ikke være en fordel for AaB's modstander.

- Det sker ikke helt ustraffet, når man har siddet uden for i tre-fire uger, mener Westergaard.

Celtic møder op i Aalborg uden sejr i holdets hidtidige 19 udekampe i Champions League-sammenhæng. I den skotske liga er formen dog god efter sejre i de seneste 11 kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere