Det tætteste kampen mellem Fiorentina og Bayern München kom på et dansk aftryk, var Per Krøldrups bag i udskiftningsbænken.
Han var ikke valgt til startopstillingen, og Martin Jørgensen er stadig uden for truppen efter sin langvarige sygdom.
Til gengæld sørgede Adrian Mutu for, at hjemmeholdet kom godt fra start, da han efter blot ti minutter høvlede bolden op i højre målhjørne efter en hovedstødsaflevering fra Alberto Gilardino.
Derefter var det som at rende panden mod en mur for tyskerne, der havde meget svært ved at komme til chancer. Men nu er Bayern jo ikke Bayern München for ingenting. Som det nærmest er blevet et særligt tysk kendetegn, fik de reddet kampen til sidst.
12 minutter før tid reddede Tim Borowski tyskerne med sin udligning fra midt i feltet.
Dermed skal Bayern bare have et enkelt point hjemme mod Steaua Bukarest i næste runde for at gå videre.
Fiorentina kan godt begynde at forberede sig på at kæmpe for tredjepladsen og følgende UEFA-kvalifikation med Steaua.
Selv om Fiorentina skulle vinde de sidste to kampe mod Lyon hjemme og Steaua ude, er det ikke nok. Både Lyon og Bayern har fem point ned til italienerne, og kan selv klare ærterne.
Lyon vandt nemlig 2-0 hjemme til Steaua, der altså ikke fik meget ud af udskiftningen på trænersædet, hvor Marius Lacatus måtte sige op efter nederlaget hjemme til Lyon på 3-5.