Del Piero er Juventus' redningsmand

Mr. Juventus reddede den gamle dame, da han bankede Real Madrid ud af Torino. I aften skal tyren tæmmes igen

Efter en omgang fredspibe med træner Ranieri er Alessandro Del Piero tilbage i topform for Juventus. (Foto: AP)
Efter en omgang fredspibe med træner Ranieri er Alessandro Del Piero tilbage i topform for Juventus. (Foto: AP)
Hvis en uge er lang tid i politik, så skal to uger i fodbold nærmest måles i lysår. Specielt i Italien.

For et par uger siden var Juventus i krise. Den Gamle Dame virkede træt af livet, havde lige tabt igen og lå og rodede rundt på en 12. plads i Serie A.

Træner Claudio Ranieri var på vippen. Tæt på at blive en fodnote i Juves ellers lange glorværdige historie. Hvis opgøret mod Real Madrid hjemme i Torino var endt med et nederlag, havde han formentlig været færdig.

Men han blev reddet af selveste Mr. Juventus - Alessandro Del Piero.

Uenig med Ranieri
Med sin formidable scoring kickstartede han Juves sæson, og selv Ranieri kan se ’solskinsstråler efter en mørk tid’, som Juve-bossen så smukt formulerede det efter weekendens sejr over Roma - klubbens tredje i Serie A-sejr i træk.

Igen kom Alessandro Del Piero på måltavlen, og han har mere end nogen anden reddet Ranieris job. Temmelig ironisk, for de italienske aviser har været fulde af historier om det dårlige forhold mellem 10’eren og træneren.

I starten af oktober havde de to en højlydt diskussion på træningsbanen. Resultatet blev, at anføreren skred, og han var helt synligt rasende, da han senere forlod Juventus’ træningsanlæg.

Nu har de to røget fredspibe, og uoverensstemmelserne virker ikke til at have påvirket Del Pieros spil.

'Vi er blevet belønnet'
Italieneren har været sit holds store spiller i denne sæson. Han har braget det ene flotte mål ind efter det andet og står allerede noteret for tre Champions League-træffere i denne sæson.

- Vi er blevet belønnet for vores gode spil. Nu skal vise kontinuitet og sørge for at blive ved med at få gode resultater i de vigtige kampe. Vi kan passende starte i Madrid, siger Alessandro Del Piero, der foreløbig har ramt plet 39 gange i Champions League.

Dermed er han den sjettebedste målskytte i turneringens historie, men der er fortsat et stykke op til den førende, Raúl. Men Real Madrids kongesøn skal ikke føle sig for sikker, selv om han har et komfortabelt forspring på 22 mål.

Alessandro Del Pieros snart 34-årige krop er stadig sprængfyldt med ambitioner, og han annoncerede i august, at han vil forsøge at blive ved med at spille for de zebrastribede, indtil han fylder 40...
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere