Steaua-boss til træner: 'Hæng' dig

Steaua Bukarests træner, Marius Lacatus, er færdig efter 3-5 nederlaget til Olympique Lyon i Champions League

Marius Lacatus er fortid i den klub, hvor han som aktiv fejrede store triumfer, Steaua Bukarest. (Foto: AP)
Marius Lacatus er fortid i den klub, hvor han som aktiv fejrede store triumfer, Steaua Bukarest. (Foto: AP)

Foran 2-0 og efterfølgende nederlag på 3-5. Det var mere end Steaua Bukarests ejer, Gigi Becali, kunne stå model til.

- Ingen træner i hele verden ville have tabt den kamp efter en 2-0 føring, sagde Becali således lige efter kampen.

Det er ikke just diplomatiske vendinger i en tilstand af stoisk ro, der præger klubejerens udtalelser om træner Marius Lacatus - selv om han da også lige når at kalde ham for 'en god mand'.

Ifølge nyhedsbureauet AP sagde Becali:

- Jeg er for oprevet til at fyre Lacatus. Jeg foretrækker at give ham så lang snor, at han kan hænge sig selv i den!

Et forgiftet klima
Efter den slags meldinger er der vel næppe megen basis tilbage for et fremtidigt samarbejde, så Marius Lacatus indkaldte til pressemøde i dag.

- Jeg foretrækker at ofre mig selv og forlade Steaua, så klubben ikke skal lide under rækken af dårlige resultater. Efter Gigis udtalelser ville der blot opstå en dårlig stemning i Steaua, og jeg gør bedst i at forlade klubben, sagde den 44-årige træner.

Dårlig stemning? Den tror vi på.

Steaua Bukarest ligger efter nederlaget til Lyon sidst i Champions Leagues gruppe F med blot et point. Nederlaget var i øvrigt Steauas sjette kamp i træk uden sejr.

0 kommentarer
Vis kommentarer