Mareridt kan afgøre FCK’s startopstilling

- Jeg har valgt ni, måske ti af spillerne til startopstillingen, sagde Ståle Solbakken på dagens pressemøde inden kampen mod Galatasaray i Parken

Der var plads til et godt grin på pressemødet før FCK-Galatasaray. (Foto: Lars Poulsen)
Der var plads til et godt grin på pressemødet før FCK-Galatasaray. (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (Ekstra Bladet): FCK-træner Ståle Solbakken har så godt som startopstillingen mod Galatasaray klar i hovedet. Kun et par pladser er der endnu en smule tvivl om.

- Jeg har valgt ni, måske ti af spillerne til startopstillingen. Der er mulighed for nogle ændringer, men ikke mange, sagde Solbakken på mandagens pressemøde inden tirsdagens Champions League-brag i Parken.

- Det afhænger måske af, om jeg sover på ryggen eller på maven. Nogle spillere kan dukke op i en drøm og score et mål, og så er de i startopstillingen. Andre har jeg måske mareridt om, og så er de ikke med, grinede FCK-træneren på pressemødet.

Du sover aldrig på siden? blev der spurgt fra journalisterne.

- Det ville være det farligste for nogle af spillerne, grinede Solbakken, der al spøg til side forventer at se en væsentligt bedre FCK-præstation i tirsdagens kamp, end han så i Istanbul, da holdet tabte 3-1 og mere eller mindre blev kørt over.

- Jeg er 100 procent sikker på, at kampen i morgen bliver jævnbyrdig, både hvad angår boldbesiddelse og chancer. Jeg tror ikke, der vil blive mange chancer. Jeg bliver meget skuffet, hvis vi sidder her efter kampen i morgen, og jeg bliver spurgt, hvorfor forskellen på de to hold var så stor.

Se også: FCK forventer udsolgt til Galatasaray-kamp

- Jeg tror, forskellen bliver meget lille i morgen. Jeg tror, både fans og spillere i Galatasaray vil indrømme, at deres 2. halvleg i Torino (mod Juventus) og 1. halvleg mod os er deres bedste halvlege i sæsonen. Men jeg bliver meget skuffet, hvis jeg igen i morgen skal svare på det samme spørgsmål, lød det fra Solbakken.

Presserummet i Parken var proppet med danske og tyrkiske journalister, og tolken havde nok at gøre med at holde rede på Solbakkens lange svar. Hvilket da også førte til en lille vits fra nordmanden, mens han var i gang med at forklare, hvad der gik galt i udekampen mod Galatasaray.

- Vi mistede bolden for nemt nede i Istanbul. Vi stod ikke kompakt nok. Nogle af spillerne underpræsterede lidt. Det er en ret lang liste af ting, vi kunne have gjort bedre. Men det har været nogle meget vanskelige udekampe i Champions League, sagde Solbakken og fortsatte med at remse Real Madrids og Galatasarays hjemmebanestatistik op.

Se også: TV: Drogba måtte beskyttes af politiet

- Nu spiller vi på hjemmebane. Vi har et point mere (i gruppespillet), end vi måske havde håbet på. Vi har en rimeligt god … har du problemer nu? jokede Solbakken med den hårdt kæmpende tolk, inden han afslutningsvis svarede på, hvad det kommer til at betyde, at Galatasaray stiller op uden to af deres klassespillere: Wesley Sneijder og den uruguayanske landsholdsmålmand Fernando Muslera.

- Jeg tror, Galatasaray har råd til mere end én målmand i truppen.

- Hvad angår Sneijder er det selvfølgelig lidt af en ulempe for dem, men jeg så deres sidste kamp, hvor han udgik efter ni minutter. Der spillede de rigtig godt. De har nogle forskellige muligheder for at stille alternativt op med spillerne bag Drogba, konstaterede FCK-træneren før en kamp, der kan blive meget afgørende for FC Københavns videre muligheder i årets europæiske turneringer.

Se også: Galatasaray bekræfter: Sneijder er ude mod FCK

1 af 3 Ståle Solbakken i et tænksomt øjeblik på dagens pressemøde. (Foto: Lars Poulsen)
2 af 3 Træning i Parken mandag eftermiddag. (Foto: Lars Poulsen)
3 af 3 Der var plads til et godt grin på pressemødet før FCK-Galatasaray. (Foto: Lars Poulsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere