TV: Super-FCK nedlagde Galatasaray

Et fantastisk mål af Daniel Braaten grundlagde FCK's 1-0-sejr over Galatasaray i Champions League

TRIUM-FCK (Foto: Lars Poulsen)
TRIUM-FCK (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (Ekstra Bladet): Daniel Braaten er i Norge nærmest berømt for ikke at være den mest talende blandt fodboldspillere - for nu at sige det sådan.

Sit smilende ydre til trods er den 31-årige nordmand nemlig noget ordknap overfor journalister.

Men hvad gør det, når man er god nok til at have spillet 50 landskampe for Norge og til at score med hælen mod Galatasaray?

Det sidste var, hvad Braaten gjorde, da FC København tirsdag aften i en fyldt, efterårskold Parken - foran et syngende københavnsk publikum - revancherede sig for 3-1-nederlaget i Istanbul med en flot 1-0-sejr i det omvendte opgør.

Løverne chokerede tydeligvis udeholdet ved at komme brølende derudaf det første kvarter med en boldbesiddelse på 70/30, godt hjulpet derudaf af Braatens smukke 1-0-mål efter bare fem minutter.

Gislason, den sure mand fra Istanbul, blev spillet i dybden på højre kanten, Braaten pegede, hvor han ville have den - mellem målmand og forsvar - og da afleveringen faldt, som den skulle, stødte nordmanden frem mellem to forsvarsspillere og listede med indersiden af højre fods hæl elegant bolden ind i det lange hjørne. Sådan!

Se Braatens smukke scoring herunder:



En fest af en 1. halvleg
Ståle Solbakken havde inden kampen sagt, at det ville blive en tæt kamp uden mange chancer. Det første fik FCK-træneren ret i, det kunne være gået begge veje bedømt på antallet af store chancer.

Det sidste fik Solbakken - i hvert fald i 1. halvleg - ikke ret i. For i de første 45 minutter havde holdene til sammen omkring 10 store chancer, nogenlunde fordelt med fem til hver.

Nicolai Jørgensen headede på stolpen, Braaten sparkede lige på keeperen efter en friløber, Gislason blev tacklet i sidste øjeblik, ligeledes på en friløber.

Se Jørgensens hovedstød på stolpen samt Braatens kæmpe afbrænder herunder:



Braaten spilder kæmpe FCK-chance

Galatasaray havde omvendt tre store hovedstødschancer tæt under mål, den ene blev headet på stolpen, ligesom Drogba flugtede langt over, da han var helt fri med Wiland tæt under mål. Og Sigurdsson måtte med fuld risiko tackle en tyrkisk friløber på kanten af straffesparksfeltet, det var i allersidste øjeblik, inden 1-1-målet så ud til at ville falde.

Tyrkerne scorede tilmed efter et fint opspil, hvor Drogba spillede Yilmaz fri foran mål. Da Wiland reddede tyrkerens hovedstød med en refleks på stregen, blev Bruma efterfølgende dømt offside, da han prikkede bolden i kassen.

Fans inspirerede spillerne
'Who are you, who are you, who are you?' brølede FCK's fans derefter hoverende, og netop fansene havde lige så god en dag som spillerne.

Inden startfløjt var der på dækadskillelsen over stemningstribunen blevet rullet et kæmpe banner ud med teksten ’Klubben fra vidunderlige København', ligesom bogstaverne 'F C K' stod skrevet hen over fansenes oprakte hænder. Det var den kulisse, spillerne gik på banen til, og efter Champions League-hymnen var de ligesom blevet varmet op til kamp, hvis de nogensinde skulle blive det.

2. halvleg blev chancemæssigt fattigere end 1. halvleg. FC København forsvarede sig en hel del og stødte kontra, mens tyrkerne - og ikke mindst den i feltet dominerende Drogba - lagde et godt tryk.

Men der blev spillet intelligent og koncentreret i hjemmeholdets forsvar, og foran feltet piskede Claudemir og Delaney frem og tilbage og ryddede op og sparkede væk. De to blev afgørende.

Men hele FCK-holdet præsterede netop så godt, som de skulle, for at få point mod Galatasaray. Og mest iøjnefaldende var selvfølgelig Braaten, der med sit supermål sørgede for, at FC København nu ligger lige med Galatasaray på fire point i Champions Leagues gruppe B - dog med en dårligere målscore.

I bunden af gruppen befinder sig noget overraskende Juventus med tre point, efter at italienerne tirsdag spillede 2-2 med førerhundene fra Real Madrid. Næste gang spiller FCK mod netop Juventus i Torino. Point dernede, og så ser det for alvor godt ud for de danske mestre i Champions League før decemberkampen i Parken mod Real Madrid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere