Solbakken: Den sværeste kamp er Juventus ude

FC Københavns træner har stor respekt for onsdagens modstander i Champions League, Juventus, som består af løbevillige stjerner

Det bliver svært at tage til Torino og få point mod Juventus, erkender FCK-træner Ståle solbakken. (Foto: Claus Bonnerup)
Det bliver svært at tage til Torino og få point mod Juventus, erkender FCK-træner Ståle solbakken. (Foto: Claus Bonnerup)

FC København skal ifølge træner Ståle Solbakken på den hårdeste opgave i Champions League, når Juventus venter onsdag aften i Torino.

Selv om Juventus blot har fået uafgjort hjemme mod Real Madrid og Galatasaray i holdets to første hjemmekampe, så anser Solbakken de italienske mestre for særdeles stærke hjemme i Torino.

Juventus har da også vundet seks hjemmekampe af seks mulige i Serie A i dette efterår.

- På papiret er det måske den sværeste af alle vores kampe, siger FCK-træneren til klubbens hjemmeside.

- For Juventus er i rigtig god form og er stærke på hjemmebane. Juventus var det bedste hold mod Real Madrid.

- De har været lidt uheldige i Champions League, og dette er en supervigtig kamp for dem, siger Ståle Solbakken.

Se også: FCK-chok: Mål-helt ude af Juve-brag

Juventus er med blot tre point efter fire gruppekampe presset til en sejr, hvis italienerne vil videre til forårets knockout-kampe i Champions League.

For to måneder siden stod FCK over for Juventus i Parken i en kamp, der endte 1-1. FCK's norske træner husker tydeligt det opgør.

- Vi stod ikke distancen dengang. Vi var gode i 50 minutter, og så blev vi kørt over i den sidste halve time.

- De har klassespillere på alle pladser og er et hold med stort H - der er ingen stjerner, som ikke løber.

- Alle gør deres arbejde - defensivt og offensivt. Det er et bundsolidt hold, som har haft marginalerne lidt imod sig indtil nu. De burde have vundet hjemme over Real Madrid og Galatasaray, mener Ståle Solbakken.

Se også: Lars Jacobsen satser på FCK-forlængelse

Nordmanden har opskriften klar, når FCK skal forsøge at overraske i onsdagens kamp.

- Det handler om at stå imod det tryk, der kommer. De vil være desperate fra start.

- Det så vi mod Real Madrid, hvor de skabte rigtig mange chancer i starten af kampen. Det skal vi klare, og så gælder det om at få lidt ro med bolden og køre nogle farlige kontraer.

- I det hele taget skal vi undgå at lave fejl, for det udnytter de ret hurtigt, mener Solbakken.

Se også: Juve-boss før FCK-brag: Vi VIL videre i CL

Real Madrid topper gruppe B med 10 point, mens Galatasaray og FCK har fire point. Juventus indtager sidstepladsen med tre point.

Kun de to bedste hold går videre til forårets knockout-kampe. Nummer tre får adgang til Europa League, mens det er slut med europæisk fodbold for nummer fire i gruppen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere